Socialdemokratiets politiske ordfører, Anders Winnerskjold.

Socialdemokratiets politiske ordfører, Anders Winnerskjold.

Rød fløj: Den kollektive transport bliver nedprioritet i trafikplan

Socialdemokratiet og SF er ikke imponerede over Teknik og Miljø-rådmandens forslag til, hvordan man undgår det helt store trafiksammenbrud i Aarhus om 15 år

Af
Kim Skovrup Andersen

Trafik Helt nye beregninger viser, at trafikken i Aarhus reelt bryder sammen i 2035, hvis der ikke handles. Tirsdag middag fremlagde Teknik- og Miljørådmand Bünyamin Simsek (V) på et pressemøde et katalog af forslag til investeringer i alle transportformer på 9,2 milliarder kroner de næste ti år og i alt 16 milliarder kroner frem mod 2050. Til den tid skønnes det, at der er 110.000 flere aarhusianere, som skal gennem morgentrafikken.

Men spørger man byrådets største parti - Socialdemokratiet - er der sat alt for få penge af til den kollektive trafik.

"Virkeligheden er, at vi bliver 5.000 flere aarhusianere om året. Og løser vi bedst det ved, at der kommer endnu flere biler på vejene eller skal et flertal af os vælge en anden transport. Vi synes det sidste. Aarhus Kommune har et mål om at blive CO2-neutral i 2030, og det harmonerer på en ingen måde med den plan, som Bünyamin Simsek har lagt frem. Vi har lige haft et folketingsvalg, som har handlet om klima, bæredygtighed og grøn vækst. Og så fremlægger rådmanden et forslag, som på ingen måde støtter op om den grønne omstilling. Det er for mig fuldstændig uforståeligt," siger Anders Winnerskjold, der er politisk ordfører for Socialdemokratiet.

Han har læst anlægskataloget og regnet sig frem til, at der sættes cirka 12 milliarder kroner af til at udvide vejene, mens der kommer godt og vel 3 milliarder kroner til den kollektive transport.

"Det er en meget skæv prioritering i vores optik. Vi vil gerne udvide vejene, hvor det giver mening, men vi bliver nødt til at se på, hvordan vi får styrket vores kollektive transport, så det bliver attraktivt for folk at sætte sig i en bus eller en letbane i stedet for at sætte sig ind i sin egen bil. Jeg har fuld forståelse for, hvis man har to børn, der skal afleveres i skole og hentes til fritidsinteresser, at bilen er et fantastisk og nødvendigt værktøj. Men for mange af os andre bør vi jo cykle eller tage den kollektive transport for at mindske kødannelse, og fordi vi skal transportere os selv grønnere på grund af klimaet," fastslår Winnerskjold og fortsætter:

"Når under en fjerdedel af Simseks oplæg går til kollektiv transport og under 500 millioner kroner går til cykel og gang, mener jeg, at man har misforstået, hvilke udfordringer vi står overfor."

På dagens pressemøde aflivede Teknik og Miljø-rådmanden letbanens 2. etape, så den ifølge ham ikke skal udvides. Det mener Socialdemokratiets politiske ordfører er noget forhastet.

"Vi anerkender, at letbanen har udfordringer og i den grad har haft opstartsvanskeligheder, men vi tror stadig på, at et udbygget letbanenet, som vi kender det fra S-togsnettet fra København, er et af de bedste virkemidler til, at vi begynder at fravælge privatbilismen og vælger den kollektive transport. Selvfølgelig skal man udvide vejene nogle steder, men af flere grund skal man prioritere den kollektive transport. Både fordi den er grøn, og vi har en markant klimaudfordring, og fordi at hvis vi er flere, der vælger den kollektive transport, er der mindre kø på vejene," siger Winnerskjold.

Katastroferetorik

Hos SF vækker Teknik og Miljø-rådmandens forslag også undren:

"Det er nærmest en katastroferetorik, som Simsek nu præsenterer. De fleste løsninger handler om mere plads til biler - og det ved vi blot avler endnu mere trafik. Det er fuldkommen utopi at forstille sig, at vi skulle bruge omkring 1 milliard kroner på trafikområdet om året i de kommende 10 år. Det vil føre til massive besparelser på velfærden," siger SF'eren og medlem af Teknisk Udvalg, Jan Ravn Christensen, i en pressemeddelelse.

Jan Ravn Christensen, SF.

Jan Ravn Christensen, SF.

"Løsningerne skal i stedet findes i en massiv opprioritering af cyklisme og kollektiv trafik, og måske er det også på tide, at vi seriøst drøfter myldretidsafgifter i Aarhus, for at reducere privatbilisme og skabe tilskyndelse til mere samkørsel, cyklisme og kollektiv trafik," pointerer han.

Publiceret 10 September 2019 16:05