Præsteklumme: Ægthed, om jeg må be'

Af
Signe Høg

sognepræst i Mårslet

Præsteklumme I sommers byttede vi bolig med nogle svenske venner. En sommerferie for en børnefamilie byder ofte på et besøg i en forlystelsespark. Dette år én, vi virkelig kunne glæde os til, forstod vi på alle og enhver, vi nævnede årets rejsemål for: Astrid Lindgrens Verden! Og sikke det er lykkedes hendes efterkommere at lade os barnlige sjæle træde ind i hendes univers, som vi i forvejen beundrer: Der er en nerve og ånd i det hele; fortællingerne i form af de dygtige skuespillere og flotte kulisser kryber ind under huden på én. Vi er i øvrigt trofaste gæster i Legoland, men en pause herfra er tiltrængt. Knap har efteråret sat ind, før Halloween overskygger alt. Med grim plastik-udsmykning, der kun formildes af, at man har sat en heks bygget af Lego, ved en brønd, og nogle græskardyrkende små gårde i minilandet. Jeg er kommet til at irritere mig over alle de salgsboder, der er sat op, som intet har at gøre med den historie, jeg forestiller mig, at Legoland skal fortælle. Jeg har gået rundt og undret mig over, hvordan man kan tro, at det er den form for underholdning, folk vil have, for så at konstatere, at der er utallige, der bærer rundt på en stor syntetisk lyserød bamse, vundet i en tombola.

Tidligere på året genså jeg Madame Tussauds i London, der virkelig har en spændende og særlig historie at byde på. Efter vi som det sidste var blevet sluset igennem en biograf i ført 3d-briller for at se en film, der kunne have været vist hvor som helst, stod jeg på gaden igen, spyttet ud af underholdningsgiganten, der heller ikke tror på sin egen historie. Og skuffede voksne er ynkelige!

Virkeligheden er naturligvis, at flere af parkerne har samme ejere: Store pengekonsortier, hvis fokus er, at der kommer mange penge i kassen. Og folk vil vel bare underholdes? Man må håbe, at man vil være mere tro mod stedets særkende med fantasi og æstetik i fokus, når Legoland igen kommer tilbage på sine skaberes hænder.

Svenskerne var i øvrigt glade for Legoland. Og hvad besøgte de, vi og alle andre turister også rundt i vores ferier: Kirker! Hvis man kommer uden for gudstjenestetiden, bliver man sjældent skuffet: En genkendelig arkitektur med et eget særpræg og mulighed for at finde fred og ro, til en udfordret turist. Der er også mange forventninger til, hvordan en gudstjeneste skal være. Vi bestræber os på at formidle de store fortællinger til trøst og styrke og at vise, hvor forunderligt Guds skaberværk er og menneskelivet i alt dets mangfoldighed. Med en tid til at lege, en tid til at henføres, en tid til at skuffes, en tid til at glæde sig over menneskers forskellighed.

Publiceret 08 September 2019 06:00