Claus Krogh, chefredaktør for Politikens Lokalaviser

Claus Krogh, chefredaktør for Politikens Lokalaviser

Chefredaktørens klumme:

Kors, hvor er det dumt, Fabricius!

"Det er bare ikke godt nok," skriver Claus Krogh om Camilla Fabricius, der fik løn fra byrådet, selv om hun var stoppet

Den 26. juni søgte Socialdemokratiets viceborgmester her i byen, Camilla Fabricius, om orlov fra sit arbejde i Aarhus byråd. Hun var blevet valgt ind i Folketinget og mente derfor - ganske rimeligt - at hun ikke også kunne varetage sit arbejde i byrådet.

Og så skulle man jo tro, at hun heller ikke fik løn for det arbejde, som hun ikke ydede. Men nej - hun fik løn. For når man går på orlov som politiker, så modtager man stadigvæk løn - med mindre altså, at man selv frasiger sig lønnen. Hvilket Camilla Fabricius ikke gjorde.

39.437 kroner fik hun hver måned for sin ikke-eksisterende indsats i byrådet i Aarhus samtidig med, at hun hævede 68.600 kroner i løn og tillæg i jobbet som folketingspolitiker. Det stod på i juli og august. Og stopper først med udgangen af september. Undskyld, nærmest hviskede Camilla Fabricius til medierne, da brøleren kom frem i TV2 og dykkede derefter i flyverskjul.

Men hør lige her: Det handler altså indtil videre om to månedslønninger. Og jeg ved ikke med dig, kære læser, men hvis jeg fik udbetalt nærmest en ekstra månedsløn hver den første, så ville jeg i den grad bemærke det på min lønkonto.

Nu vil hun så angiveligt donere pengene til velgørenhed. Det er bare ikke godt nok. Det tegner et billede af en politiker, der enten har så lidt styr på sin privatøkonomi, at hun ikke bemærker, at hun får 80.000 kroner ekstra på to måneder!! Eller også tegner det et billede af en politiker, der har en endog yderst lemfældig holdning til, hvordan vores skattekroner skal bruges.

På Lokalavisens Facebook-side var kritikken hård. Mange af kommentarerne handlede om, at hun selvfølgelig har gjort det med vilje. Går den, så går den, som flere skrev. Andre påpegede, at hun jo bare fulgte reglerne, og at det er reglerne, der skal laves om. Det sidste har de jo så viseligt ret i. Det er en uskik, at politikerne kan hæve deres byrådshyre, mens de er på orlov og samtidig arbejder i Folketinget.

Men det frasiger ikke Camilla Fabricius pligten til at opføre sig anstændigt og have en ditto omgang med de aarhusianske skatteyderes penge. Alt imens Camilla Fabricius overvejer, hvilken velgørende organisation (Forslag: Aarhus' kommunekasse) hun skal donere pengene til, så tales der på Christiansborg om, at reglerne skal laves om. Det må betragtes som yderst fornuftigt.

Med venlig hilsen

Claus Krogh

Ansvarshavende chefredaktør

Publiceret 02 September 2019 10:00