Det er her i krydset, at teknologien prøves af

Det er her i krydset, at teknologien prøves af

Test i Aarhus N:

Intelligent lyskryds sparer bilister for ventetid

Aarhus tester som den første kommune i landet en ny teknologi i signalanlægget på Grenåvej/Egå Havvej. De første målinger tyder på 30 pct. mindre ventetid i krydset.

Trafik Teknik og Miljø tester i samarbejde med virksomheden Advanced Traffic System en helt ny teknologi, som skal få trafikken til at glide hurtigere i krydset Grenåvej/Egå Havvej.

Radarteknologi og historiske data gør det muligt at forudsige trafikken og løbende fordele grønt lys mere optimalt, så ventetiden bliver minimeret for trafikanterne. De første målinger tyder på, at teknologien i gennemsnit sparer trafikanter for 30 pct. af den normale ventetid i krydset. Det svarer til, at trafikanter samlet set sparer cirka 20 timer i døgnet. Det oplyser Aarhus Kommune i en pressemeddelelse.

"Vi løser kun fremtidens øgede trafikmængder med fremtidens løsninger, og vi vil gerne samarbejde om at afprøve teknologi, som kan gøre det lettere for aarhusianerne at komme frem. De første resultater er meget opløftende, og vi går straks med flere tests for at se på potentialet i at udvide forsøget," siger Bünyamin Simsek, rådmand for Teknik og Miljø, Aarhus Kommune.

På vej mod en trafikcentral

Teknik og Miljø er allerede i gang med en opgradering af udvalgte signalanlæg i kommunen, som skal gøre det muligt at fjernstyre signalanlæg med kort varsel fra en trafikcentral. I dag kræver ændringer, at teknikere rykker fysisk ud til stedet.

Kombinationen af signalanlæg med kunstig intelligens, som tilmed kan fjernstyres, har ifølge Bünyamin Simsek et stort potentiale.

"Vi skal være mere ambitiøse i vores løsninger af fremtidende trafikudfordringer. En bemandet trafikcentral, hvor trafikeksperter hver dag overvåger og justerer byens infrastruktur, kan spare aarhusianerne værdifuld tid hver eneste dag. Vi er kommet godt fra start, men det store potentiale i teknologien skal afspejle sig i midlerne, vi dedikerer til trafikcentralen," siger Bünyamin Simsek.

FAKTA OM TEKNOLOGIEN

Signalanlægget på Grenåvej/Egå Havvej regulerer trafikken gennem en kombination af maskinlæring og kunstig intelligens. Maskinlæring laver forudsigelser om trafikken på baggrund af data og eksempler. Den kunstige intelligens bruger denne viden til at træffe beslutninger om fordelingen af grønt lys.

Publiceret 26 August 2019 17:00