Det er sådan, de nye huse i Malling kommer til at se ud.

Det er sådan, de nye huse i Malling kommer til at se ud. Illustration

Nye et-plans huse på vej i Malling

På Nyvej i Malling bliver der opført tre nye huse

Af
Camilla Kjærgaard Olesen

byggeri På Nyvej 24 i Malling har der tidligere ligget et faldefærdigt hus fra 1962, men planen er nu, at der på grunden skal bygges tre nye et-plans huse.

Det er Troels Højlund, der er indehaver af TCH Ejendomme, der står bag projektet, og som ejer grunden.

"Det er en spændende grund i et opvokset kvarter, og den egner sig godt til tæt, lavt byggeri. Der er mange, nye huse, der bliver bygget i to-plan, men det her henvender sig til ældre, der ikke ønsker at bo med to etager, eller en ny familie, der gerne vil slå sig ned," siger Troels Højlund, der selv bor i Malling og derfor også kender området godt.

Boligerne bliver på 150 kvadratmeter med en grund på cirka 500 kvadratmeter inklusiv fælles areal, skur, carport og have på cirka 150 kvadratmeter.

Husene er endnu ikke bygget, men så snart der er et eller to af husene, der er solgt begynder selve opførelsen af dem.

"Jeg håber, det går stærkt, og jeg håber, at der sker noget indenfor en måned, så vi kan komme i jorden," siger Troels Højlund og fremhæver, at husene ligger tæt på indkøb og transport i Malling.

Nyt i noget gammelt

Han fremhæver også, at der er en kvalitet i, at byggeriet bliver opført i et etableret kvarter, så der er opvokset og grønt omkring og ikke bart og åbent, som man kender fra mange andre nybyggerier.

Disse holdninger deler ejendomsmægler Per Skadhede fra Nybolig Per Faurholt, Højbjerg. Det er Nybolig, der står for salget af de tre nye huse i Malling.

"Et-plans husene er lidt en mangelvare. Vi har samarbejdet med Troels omkring det og var enige om, at det var en god idé at bygge et-plans huse. Beliggenheden er rigtig god og grænser op til et grønt areal. Nye huse bliver ofte bygget på et bart område, men her er det et etableret kvarter med en lukket vej," siger Per Skadhede.

Alt er klart

Når husene er blevet opført og står klar til indflytning, så har de nye ejere betalt mellem 3,3 og 3,4 millioner kroner for dem. Som køber af husene har man mulighed for selv at være med til at sætte sit præg på, hvor væggene skal være og hvilket inventar, man gerne vil have. Samtidig er haven også færdiganlagt, og det hele er en del af prisen, så med andre ord er husene fuldstændig færdige, når man flytter ind i dem.

De tre huse på Nyvej i Malling bliver opført i et allerede etableret kvarter.

De tre huse på Nyvej i Malling bliver opført i et allerede etableret kvarter. Illustration.

Han forventer, at husene bliver attraktive, og han har da også allerede fået flere henvendelser omkring dem.

Nyvej 24A, B og C

  • Husene bliver på 150 kvadratmeter
  • De kommer til at koste 3,3-3,4 millioner kroner
  • Man kan selv være med til at sætte sig præg på inventar og lignende indenfor
  • Husene er vedligeholdelsesfrie
  • Grundene er hver på cirka 500 kvadratmeter

Publiceret 24 August 2019 07:00