Bünyamin Simsek (V) indviede den nyanlagte cykelsti sammen med to 5. klasseselever fra Solbjergskolen.

Bünyamin Simsek (V) indviede den nyanlagte cykelsti sammen med to 5. klasseselever fra Solbjergskolen. Foto: Morten Telling - www.moxtell.dk

Så ta'r vi cyklerne frem: Cykelsti endelig indviet mellem Solbjerg og Malling

Nyanlagt cykelsti mellem Solbjerg og Malling indviet med rådmandsros efter syv års hårdt arbejde

Af
Kim Skovrup Andersen

Indvielse Der var champagne, pølsevogn og rådmandsros torsdag eftermiddag, da cykelstien mellem Solbjerg og Malling blev indviet med deltagelse fra godt og vel 100 mennesker.

Festivitasen foregik i landsbyen Ask, hvor arbejdet for syv år siden blev igangsat af en mødregruppe, som begyndte at arbejde for en sikker skolevej og dannede gruppen SOS-cykelsti.

En af mødrene er Kirsten Louise Laursen, der fungerer som talskvinde for gruppen, og hun var naturligvis tilfreds med, at der er blevet lagt asfalt, så borgerne kan hoppe op på deres jernheste og komme sikkert frem og tilbage i lokalsamfundene.

"Folk er glade og lettede over, at cykelstien nu endelig er færdig og står klar til brug. Det er to år siden, vi tog første spadestik med Kristian Würtz (S) som rådmand, så den sidste fase har virkelig været lang," fortæller Kirsten Louise Laursen om den syv kilometer lange strækning, der går gennem Ask, hvor hun er bosat.

I sin tale beskrev hun netop den lange rejse og ventetid på syv år med projektplan, dialogmøder med byrådspolitikere, foretræde for teknisk udvalg, uddeling af huskekager til byrådsmøder, cykelløbarrangement, kampagneførelse under kommunalvalget og meget meget mere.

Der var en uforbeholden ros fra Kirsten Louise Laursen til rådmand Bünyamin Simsek (V).

Der var en uforbeholden ros fra Kirsten Louise Laursen til rådmand Bünyamin Simsek (V). Foto: Morten Telling - www.moxtell.dk

Talskvinden kom også med en uforbeholden ros til Teknik & Miljø-rådmand Bünyamin Simsek (V):

"Du har støttet op om vores projekt fra den spæde start. Og selv om du skiftede magistrat til Børn og Unge, var du med os på sidelinjen. Så man kan sige, at ringen er sluttet, nu hvor du er tilbage i Teknik og Miljø og kan fuldføre det arbejde, du selv har sat i gang," sagde hun blandt andet i sin tale.

Og rosen kom tilbage fra Simsek, der syntes godt om gruppens vedholdenhed, det lokale engagement og den positive dialog, der har været mellem kommunen og initiativgruppen.

I arbejdet med at få en cykelsti mellem Solbjerg og Malling er der opstået venskaber på tværs af de små lokalsamfund.

Kirsten Louise Laursen holder tale til indvielsen.

Kirsten Louise Laursen holder tale til indvielsen. Foto: Morten Telling - www.moxtell.dk

"Jeg har selv for første gang nogensinde oplevet, at man møder andre cyklister om morgenen. Det er aldrig sket før. Der er virkelig nogle mennesker, der er kommet ud af busken, efter der er kommet en sikker cykelsti," fortæller talsmanden dagen efter indvielsen og fortsætter:

"Jeg synes, det her er en meget god fortælling om, at vi var nogle mødre på barsel, der startede det her, og nu er vores børn altså fyldt syv år og cykler rundt på stien. Det har bare givet dem en kæmpe frihed. Lige pludselig kan de selv cykle til skole eller hjem til hinanden. Trygt og sikkert. Og så er stien lavet så bred, at man kan cykle ved siden af hinanden. Så vi er meget tilfredse."

Initiativgruppen er i den seneste tid blev kontaktet af andre borgergrupper, som kæmper for en cykelsti:

"Det er da dejligt at være inspiration for andre. Selv om det ikke er raketvidenskab, deler vi gerne ud af vores viden og erfaringer," siger Kirsten Louise Laursen.

Mange borgere havde fundet vej til Ask til indvielsen af cykelstien.

Mange borgere havde fundet vej til Ask til indvielsen af cykelstien. Foto: Morten Telling - www.moxtell.dk

Publiceret 23 August 2019 11:15