Kirsten Melsen (81) og Georg Kristensen (74) bor begge på Agerledet, og har gjort det siden 1969. De er begge medlemmer af vejens selvbestaltede festudvalg.

Kirsten Melsen (81) og Georg Kristensen (74) bor begge på Agerledet, og har gjort det siden 1969. De er begge medlemmer af vejens selvbestaltede festudvalg. Foto: Anders Michaelsen.

Godt naboskab gennem 50 år:

Villavej i Viby fejrer guldbryllup

Halvdelen af dem, der flyttede ind på Agerledet i 1969, bor der stadig. Det skyldes blandet andet et helt særligt naboskab

Af
Anders Michaelsen

JUBILÆUM Det ligner umiddelbart et parcelhuskvarter som så mange andre. Huse i et plan med sadeltag, udestuer, carporte og sirligt passede haver, hvor hækkene ligner, de fornyelig har fået en trimning.

Men bag den genkendelige facade på Agerledet i Viby er der et stærkt og særligt naboskab, så særligt at der den 23. august bliver holdt guldbryllup for vejen. For det er 50 år siden, halvdelen af vejens beboere flyttede ind i de dengang helt nyopførte huse. Og vej-årsdagen er en tilbagevendende tradition, der startede med et vej-sølvbryllup for 25 år siden.

Men kan man overhovedet holde et guldbryllup for en vej, tænker du måske? Spørger man Georg Kristensen, selvbestaltet formand for vejens festudvalg, kan man i hvert fald godt sammenligne naboskabet på vejen med et ægteskab.

"I betragtning af det sammenhold vi har, og den omgang vi har haft med hinanden til alle de fester, vi har haft. Vi kender hinanden ud og ind. Kom jeg i nød en dag af en eller anden art, og jeg ikke kunne få hjælp andet steds, vil jeg kunne gå over og ringe på hvilken som helst dørklokke her på vejen," siger Georg Kristensen.

Husene på Agerledet kom i 1969, dengang manglede der stadig en masse infrastruktur - 50 år senere bor halvdelen af de oprindelige beboere der stadig

Husene på Agerledet kom i 1969, dengang manglede der stadig en masse infrastruktur - 50 år senere bor halvdelen af de oprindelige beboere der stadig Foto: Anders Michaelsen

Ferier og runde fødselsdage

For de kender hinanden godt på Agerledet. Kommer en bil kørende på vejen, har de styr på, hvem der kommer, uanset om det er naboen, naboens børn eller naboens venner. Det skaber en tryghed mod uønskede gæster, hvis man tager på ferie. Udover at kende velkomne biler på vejen indgående, har naboerne også været med til hinandens runde fødselsdage, sølv- og guldbryllupper, studenterfester og konfirmationer. Og er der én, der flager på vejen, følger naboerne trop - fordi de holder så meget af hinanden, fortæller Georg Kristensen. Tager haverne sig ikke anstændigt ud, kan man også komme med kærlig kritik.

"Vi taler så pænt sammen, man kan godt gå ind og sige, 'du bliver sgu nødt til at gøre et eller andet ved det fortov - det er altså ikke godt nok' - det kan man godt," siger Georg Kristensen, der har hjulpet sine naboer gennem tiden med både at anlægge fliser og græsplæne.

Han tror også, at skulle han stå og mangle 10.000 kroner, så skulle han nok blive hjulpet. Med en tidligere nabo bestilte Georg Kristensen engang under festlige omstændigheder en rejse til Mallorca på vegne af sin nabo, med billetter til nabo-familien, sig selv og konen Joan, fordi han blev træt af, naboens drenge længe havde plaget om en tur til Middelhavet. Det var under en hyggelig sammenkomst Georg Kristensen for en stund forlod etablissementet for at bestille rejsen.

"Da jeg kom tilbage spurgte de, 'hvor har du været?' 'Der var bare lige noget jeg skulle ordne', sagde jeg. 'Men du skal lige huske at indbetale 12.000 i morgen, Preben. For du har lige booket en tur til Mallorca. For drenge, nu gider vi sgu ikke høre mere på det," fortæller Georg Kristensen, der vedkender, at så skal man kende sin naboer godt, hvis man skal lave den manøvrer.

Guldbryllupsbanneret er klar til festlighederne den 23. august.

Guldbryllupsbanneret er klar til festlighederne den 23. august. Privatfoto.

Tiderne skifter

Kirsten Melsen er også en del af festudvalget, og hun flyttede ind på vejen november 1969, dengang da typehusbyggeriet boomede. I dag er hun 81. Og der er sket meget på de 50 år.

"Det hele var sådan et nybyggerkvarter. Der var ingen veje, ingen fortove, ingen fjernvarme, ingen butikker, ingen busser og ingen børnehave eller fritidshjem. Ingenting. Det var et pionerkvarter," siger Kirsten Melsen.

Hvad der manglede af infrastruktur i kvarteret, blev der kompenseret for i den hjælp og den tid man kunne give hinanden. Med manglende institutioner betød også, der var masser af legende børn på gaden. Børnene blev siden konfirmeret, fik en studentereksamen, voksede op og flyttede hjemmefra, og når de i dag kommer til søndagsfrokost, er det i de biler, naboerne kender så godt. Der er mere stille på vejen i dag. Og de kan også se, at der er nogen af de oprindelig beboer, som er forsvundet fra vejen. Men det er sjældent folk er flyttet, fordi de ikke kunne lide vejen og området.

"Folk er glade for at bo her, og folk er stort set kun flyttet herfra på grund af sygdom," fortæller Georg Kristensen. Både han og Kirsten Melsen er sikker på, at sammenkomsterne og vejfesterne har haft en positiv effekt på det naboskab, der kan fejre 50 år på fredag.

Et vej-guldbryllup der i øvrigt bliver fejret, som var det et 'rigtigt' bryllup. Med alt planlagt og tilrettelagt med militær præcision ned til mindste detalje, når 21 gæster fra ni ud af vejens ti hustande fester med sang, taler, toastmaster og mad bestilt udefra i Georg Kristensens carport.

Publiceret 21 August 2019 12:30