Claus Krogh, ansvarshavende chefredaktør for Politikens Lokalaviser.

Claus Krogh, ansvarshavende chefredaktør for Politikens Lokalaviser.

Chefredaktørens klumme: Ny skole i Gellerup er vigtig

For 11 år siden lukkede Nordgårdsskolen i Gellerup. Skolen var dengang Danmarks eneste skole med udelukkende to-sprogede elever og indlæringsproblemerne var så massive, at byrådet var nødt til at gribe ind. 124 af skolens 452 elever havde så store indlæringsproblemer og sociale problemer, at de ikke var egnet til undervisning i en normal skoleklasse. Byrådet valgte dengang at lukke skolen og sende børnene ud på en række af kommunens andre skoler.

Men nu kommer der en ny skole til Gellerup med plads til 600 elever. Onsdag vedtog et stort flertal i byrådet nemlig at opføre en helt ny skole, som skal stå klar, når skoleåret starter i august 2025. Udover skolen bliver der plads til dagtilbud, klub og der skal anlægges tre nye boldbaner i forlængelse af skolen. I alt en investering til 369 millioner kroner.

Gellerup er jo, som det er de fleste aarhusianere bekendt, i gang med en omkalfatring af den anden verden. Fra ghetto til attraktivt boligområde med attraktive ejer- og lejeboliger, kontorer og masser af andet skal det nye Gellerup tiltrække nye og ressourcestærke familier. I den kontekst er en ny moderne skole vigtig. Den skal gøre det attraktivt for børnefamilier at bosætte sig i det nye Gellerup.

I byrådet tog Venstre forbehold for beslutningen om den nye skole, da man mener, at visse indikationer skal være opfyldt, før man går i gang med byggeriet. Eksempelvis at det kun er 20 procent af børnene i skoledistriktet, der har behov for sprogstøtte. Heidi Bank (V) henviste netop til Nordgårdsskolen og sagde, at det var vigtigt ikke at gentage fejlene fra den gang. En fair pointe.

Men hvad kommer først, og kan man overhovedet tiltrække de borgere, man ønsker, hvis der ikke er udsigt til, at børnene kan gå i skole i området?

Jeg synes, der er grund til at rose dem, der stemte for den nye skole. Når der nu bruges mange, mange milliarder på at ændre Gellerup, vil det være virkelig dumt ikke også at bygge en ny skole i området. Uden en attraktiv skole til børnefamilierne bliver det helt sikkert svært at tiltrække netop dem. Spørg bare Jørn Tækker ude i Nye.

Med venlig hilsen

Claus Krogh

Ansvarshavende chefredaktør

Publiceret 20 August 2019 12:14