I september 2017 kunne initiativgruppen SOS Cykelsti juble over det første spadestik til cykelstien mellem Malling og Solbjerg. Torsdag 22. august klokken 15.30 bliver strækningen indviet med asfalt. Talskvinde Kirsten Laursen er nummer tre fra venstre. Arkivfoto: Christina S. Johansen.

I september 2017 kunne initiativgruppen SOS Cykelsti juble over det første spadestik til cykelstien mellem Malling og Solbjerg. Torsdag 22. august klokken 15.30 bliver strækningen indviet med asfalt. Talskvinde Kirsten Laursen er nummer tre fra venstre. Arkivfoto: Christina S. Johansen.

Efter syv års kamp:

Cykelstien mellem Solbjerg og Malling står nu klar

Torsdag 22. august klokken 15.30 kan SOS-Cykelsti og Aarhus Kommune endelig indvie den længe ventede cykelsti mellem Solbjerg og Malling

Af
Kim Skovrup Andersen

Infrastruktur Torsdag 22. august bliver en ganske særlig dag for både børn og voksne i det sydlige Aarhus. For nu kan de endelig cykle sikkert hele vejen fra Solbjerg til Malling. Syv års arbejde for projektgruppen SOS-cykelsti har båret frugt, og nu er cykelstien omsider klar til brug.

"Det er helt fantastisk, at vi er nået hertil, hvor vi kan indvie cykelstien og så endda med asfalt. Det er meget mere end vi havde turde håbe på, da vi for syv år siden var fire mødre på barsel, og sidenhen gruppen SOS-cykelsti, der gik ind i arbejdet for en sikker skolevej til vores børn. Det er virkelig en glædens dag," fortæller Kirsten Louise Laursen, talskvinde for SOS-cykelsti.

Der er ingen tvivl om, at SOS-cykelsti har sejret, hvor andre har fejlet, fordi vi har haft den rigtige indstilling. Vi aftalte fra begyndelsen, at brok skulle ikke være en del af vores fortælling, og derfor har det aldrig været en klagesang fra os for at få en cykelsti

Også i Aarhus Kommune er der stor tilfredshed med, at cykelstien endelig står klar.

"Den nye cykelsti binder to stærke lokalsamfund tættere sammen, og den kommer til at gøre hverdagen lettere for rigtig mange mennesker. Jeg vil ikke stå på mål for halve løsninger, og jeg er glad for, at cykelstien nu er blevet asfalteret. Samtidig vil jeg gerne rette en stor tak til de lokale initiativtagere. De har leveret en stor og uvurderlig indsats, og havde det ikke været for dem, så var der næppe nogen cykelsti i dag," siger Bünyamin Simsek, rådmand for Teknik og Miljø, Aarhus Kommune, i en pressemeddelelse.

Dialog og konstruktive løsninger

Siden projektgruppens fødsel for syv år siden har SOS-cykelsti været garant for en positiv dialog med både Aarhus Kommune og relevante politikere. De har arbejdet for at se løsninger frem for begrænsninger og troet på, at den konstruktive tilgang ville vinde i sidste ende.

"Der er ingen tvivl om, at SOS-cykelsti har sejret, hvor andre har fejlet, fordi vi har haft den rigtige indstilling. Vi aftalte fra begyndelsen, at brok skulle ikke være en del af vores fortælling, og derfor har det aldrig været en klagesang fra os for at få en cykelsti. Det har på ingen måder været nemt, det har taget os syv år at nå hertil. Men vi er holdt ved, har holdt ud og er fortsat med at finde nye veje til at fremme vores ønske om en cykelsti og derfor står vi nu klar til en indvielse," siger Kirsten Louise Laursen.

Samtidig retter SOS-cykelsti en stor tak til Aarhus Kommune for et godt samarbejde, der har sikret at Solbjerg og Malling nu fremover kan være forbundet af en sikker cykelsti, der formelt bliver indviet klokken 15.30 torsdag 22. august.

Publiceret 19 August 2019 10:00