Præsteklumme:

Et besøg i barndommen

Af
David J. Kessel

sognepræst i Tranbjerg

præsteklumme I år var vi i vores sommerferie blandt andet for første gang i mange år i den by, jeg er vokset op i. Nogle ting har forandret sig, men meget er, som det altid har været. Det var dejligt at se det hus, jeg er vokset op i. Det var spændende for børnene at se de steder, de har hørt mig fortælle om. Sådan et besøg fremkalder mange minder og tanker om, hvordan ens liv er gået siden barndommen. Hvad, hvis jeg var blevet i Bonn? Hvad, hvis jeg ikke var kommet til Danmark, men havde haft mit liv dernede? For ni år siden var jeg til en klassefest, hvor jeg opdagede, at mange af mine klassekammerater stadig boede tæt på, hvor de var vokset op. Der var også mange, der var flyttet. De kom fra New Zealand, Japan og så også fra Danmark. Men mange boede der stadig. Deres børn gik i samme skole som os. De sås med deres gamle klassekammerater, og deres børn gik i samme klasse. Sådan kunne det også være gået for mig…

Mange mennesker bruger deres sommerferie på at rejse. Og at rejse er at gå på opdagelse i det ukendte, at se fremmede steder, prøve et liv, der ikke er vores hverdag. Vi rejser og ser blandt andet det, der findes ude i verden, som ikke er vores liv. Og dermed får vi et indtryk af livets mangfoldighed. Det kan fremkalde ønsker om, at ting var anderledes. Det kan også føre til, at vi kommer tilbage og værdsætter det, vi har.

Men uanset hvad der sker, når vi rejser, om vi tager tilbage til vores egen fortid, eller oplever noget helt nyt, så hjælper det at flytte sig til et andet sted os at finde kærligheden til livet – vores liv, eller livet generelt, med al sin mangfoldighed, forskelligartethed, sine lyse og mørke sider.

For mig var det en påmindelse om, at livet er fuld af tilfældigheder, der afgør, hvordan det går. Og for mig som religiøst menneske var det også en påmindelse om, at der er mange ting i mit liv, der ikke er i mine hænder. For nogle er det sikkert en skræmmende tanke. Men at vide, at ens liv er en blanding af beslutninger og tilfældigheder, bekræfter mig bare i, hvor berigende det kan være at leve sit liv i troen på, at livets fundament er den Gud, der elsker mennesket ubetinget; at min rejse gennem livet er ledsaget af Gud, hvis beslutninger jeg ikke gennemskuer, men som jeg kan have tillid til.

Publiceret 17 August 2019 06:00