Løsgænger Almaz Mengesha (tv.) støtter op om en fortsættelse af cykelstien fra Solbjerg mod Tranbjerg. Henrik Meilstrup håber dog også på at S og SF vil bakke op

Løsgænger Almaz Mengesha (tv.) støtter op om en fortsættelse af cykelstien fra Solbjerg mod Tranbjerg. Henrik Meilstrup håber dog også på at S og SF vil bakke op Arkivfoto: Anders Michaelsen

Blandet optimisme for en Solbjerg-Tranbjerg-cykelsti

På onsdagens byrådsmøde er cykelstien på dagsorden. Manden bag Facebook-siden 'Sikker Cykelsti Solbjerg-Tranbjerg', håber på et 'ja' fra S og SF

Af
Anders Michaelsen

Trafik En mindre lokal bevægelse i Solbjerg for en cykelsti til Tranbjerg har formet sig på Facebook. Flere borgere har udvist bekymring for trafiksikkerheden ved Gammel Horsensvej, blandt andet modtog Cyklistforbundet flere bekymrede indrapporteringer fra Solbjerg i deres seneste undersøgelse, som vi tidligere har skrevet om. "Det er med livet som indsats," skrev nogle.

Henrik Meilstrup er initiativtager til Facebook-siden 'Sikker Cykelsti Solbjerg-Tranbjerg', hvor flere borgere har offentliggjort deres frustrationer, og han har også taget kontakt til byrådspolitikerne om problemet.

Både løsgænger Almaz Mengesha og Enhedslistens Keld Hvalsø kommer til at fremsætte et budgetforslag med en adskilt cykelsti, ligesom Venstre har tænkt sig at genfremsætte et forslag om en cykelsti fra Solbjerg til Tranbjerg. Emnet kommer på dagsorden ved det første byrådsmøde på onsdag.

"Vi er optimistiske i den forstand, at vi har udvalgte byrådspolitikere fra udvalgte partier som ubetinget tilkendegiver, at det her en sag, de vil kæmpe for, men vi er mindre optimistiske, fordi de, der har tilkendegivet deres ubetingede støtte, ikke sidder med tungen på vægtskålen," siger Henrik Meilstrup.

Dem, der ifølge Henrik Meilstrup sidder med tungen på vægtskålen, er Socialdemokraterne og SF, og ingen af dem har indtil videre givet ham og eventuelle utrygge cykelister i Solbjerg fuld lovning på, at de tager cykelstien med på forhandlingsbordet.

S vil ikke love noget

Byrådets tungeste parti er ikke afvisende, men helt præcist vil Socialdemokratiet have anvist finansieringen til en cykelsti fra Solbjerg til Tranbjerg, og så vil man gerne have, at deres byrådskollegaer prioriterer i deres budgetforslag.

"Jeg synes, det er godt, at der er flere andre partier, der har foreslået det og synes dét er vigtigt. Men mange af partierne har også stillet mange andre forslag. Så når vi går ind i forhandlingsrummet, er det så børn, der står øverst på ønskesedlen? Eller er det en cykelsti fra Solbjerg til Tranbjerg? Man er også nødt til anvise finansieringen af det. Det er også en del af det, og derfor vil jeg ikke love noget," siger Anders Winnerskjold, politisk ordfører for Socialdemokratiet i Aarhus Byråd.

"Det er bestemt ikke urealistisk, at cykelstien bliver en realitet, men jeg kan ikke gå ind i et forhandlingsrum nu, inden budgetforhandlingerne er i gang," siger han.

'Det er muligt at finde en løsning'

Onsdag kommer cykelstien - som tidligere nævnt - på dagsorden i byrådet, og udover Almaz Mengesha og Enhedslisten tager emnet med, genfremsætter byrådets næststørste parti, Venstre, et forslag om at få etableret cykelstien. Hans Skou, byrådsmedlem for Venstre, var med til at fremsætte forslaget i 2018 efter at have været til et valgmøde, hvor flere solbjergborgere fremførte et ønske om stien.

"Cykelstien er højt prioriteret hos os. Når vi tog den med sidste år, og tager den med igen år, så er det fordi, det er vigtigt, at Solbjerg også bliver koblet på cykelnettet," forklarer han.

Det er anlægsmidlerne, Venstre vil prioritere penge til cykelstien fra. Hans Skou er optimist, for at stien kan blive realiseret.

"Jeg tror, det er muligt at finde en løsning. Der er mange ting, der taler i den rigtige retning, blandt andet engagementet blandt solbjergborgerne, og hele den oplandsdiskussion vi har - at man også skal huske, at Aarhus Kommune er en kommune, der rækker længere ud end til centrum," siger han.

Hos Henrik Meilstrup vil han til trods for de positive meldinger, han har fået fra nogen og mere uklare, afventende meldinger, han har fået fra S og SF fortsætte med at arbejde for en cykelsti fra Solbjerg til Tranbjerg.

"Vi håber, at jo mere vi presser på og viser, at det her faktisk er en sag, der eksisterer, og at vi er mange, som kæmper for den - gør, at der bare er nogle røster internt i partierne, som siger, 'vi skal huske oplandet," siger Henrik Meilstrup.

Publiceret 13 August 2019 10:00