Henrik Meilstrup fra Solbjerg og byrådsmedlem Almaz Mengesha vil gerne have øget trafiksikkerheden fra Solbjerg til Tranbjerg med særskilt cykelsti.

Henrik Meilstrup fra Solbjerg og byrådsmedlem Almaz Mengesha vil gerne have øget trafiksikkerheden fra Solbjerg til Tranbjerg med særskilt cykelsti. Foto: Anders Michaelsen

Stor lokal opbakning:

Vil have cykelsti fra Solbjerg til Tranbjerg

Op mod 300 positive Facebook-tilkendegivelser for en adskilt cykelsti bliver nu til et forslag til budgetforhandlingerne

Af
Anders Michaelsen

TRAFIK Henrik Meilstrup er næsten lige flyttet fra Stautrup til Solbjerg. Selvom han ikke har boet i byen så længe som så mange andre, har han på kort tid alligevel fundet en masse ligesindede. I hvert fald når det kommer til cykelstier mellem Solbjerg og Tranbjerg - eller rettere manglen heraf.

For på godt to dage har op mod 300 brugere og borgere i et opslag Henrik Meilstrup har stået bag på den lukkede Facebook-gruppe 'Solbjerg 8355' tilkendegivet, at de ligesom ham gerne ser en cykelsti til Tranbjerg, der er adskilt fra Landevejen og Gl. Horsensvej.

Flere brugere skriver om ubehagelige oplevelser, nogle skriver de har droppet cyklen, og enkelte opfordrer sågar byrådspolitikere til at tage en morgencykeltur på landevejene, hvor bilister må køre 80 km/t.

Skilt på Gl. Horsensvej bevidner den utryghed flere borgere har tilkendegivet.

Skilt på Gl. Horsensvej bevidner den utryghed flere borgere har tilkendegivet. Foto: Anders Michaelsen

Med livet som indsats

Facebook-opslaget og opbakningen kommer i kølvandet på beretningerne fra den rapport Cyklistforbundet offentliggjorde fornyeligt, hvor strækningen mellem Solbjerg og Tranbjerg var et af de områder med flest indrapporteringer af dårlig cykel-trafiksikkerhed i Aarhus Kommune.

"Der er ingen sikker måde at cykle fra Solbjerg til Tranbjerg på uden at sætte sit eget og sine børns liv på spil," lød en af indrapporteringerne fra en borger.

Og at det er med livet som indsats at cykle fra Solbjerg i syd til Tranbjerg mod nord har altså fået Henrik Meilstrup til tasterne. Hvor han udover at lodde stemningen i lokalsamfundet i gennem Facebook-opslag, også har taget kontakt til byrådspolitikerne i Teknisk Udvalg. Løsgænger Almaz Mengesha og Keld Hvalsø fra Enhedslisten udviser støtte for ideen om en adskilt cykelsti fra Solbjerg til Tranbjerg, hvor Henrik Meilstrup i den kommende tid også skal drøfte mulighederne for en eventuel cykelsti med byrådspolitikere fra Socialdemokraterne, SF og Alternativet. Samtidig har Venstre tidligere været for en cykelsti fra Solbjerg til Tranbjerg, da de forslog netop det ved sidste års budgetforhandlinger.

Vil have bremset 2-1-vej

I udmøntningsplanen for kommunens Cykelhandlingsplan 2017, endte valget dog på en 2-1-vej (udtales 2-minus-1-vej) til 2,5 millioner kroner på Gl. Horsensvej i stedet for en adskilt cykelsti, som i et udvalgsmøde fra februar stod til at koste 15 millioner kroner.

2-1-vejtypen har én vejbane og bred vejkant i begge sider, som kan udnyttes ved modkørende trafik. Og det er en kamp mod tiden for Henrik Meilstrup og borgerne i Solbjerg, da pengene til 2-1-vejen på den godt 4 kilometer lange strækning er blevet udmøntet og på nuværende tidspunkt står til at skulle stå klar i 2020. Og det projekt vil altså både Henrik Meilstrup og byrådsmedlem Almaz Mengesha have bremset.

"Vi er mange, der ikke tror på den løsning (2-1-vejen) i praksis. Vi er godt med på Teknik og Miljø laver nogle beregninger om, at man kan dirigere noget af trafikken fra Gl. Horsensvej over til Landevejen. Men vi tror stadig, der kommer mange fra Tiset-området og Tingskoven-området, og så snart bilisterne finder ud af, der kommer trafikale knudepunkter på Landevejen, vender de tilbage til Gl. Horsensvej," siger Henrik Meilstrup. Han tror heller ikke, bilisterne vil overholde en strammere fartbegrænsning, som også er en del af planerne med 2-1-vejen, fordi de i forvejen ikke overholder den nuværende begrænsning.

"Med en separeret cykelsti er du ikke klods op af lastbiler eller bilister, der køre rigtig stærkt. Der er du adskilt fra den hårde trafik og kan komme sikkert afsted, og det er sikkerheden, vi tænker på," siger Henrik Meilstrup.

Tager forslaget med til budgetforhandlningerne

Byrådspolitiker og løsgænger, Almaz Mengesha, der indtil fornyeligt repræsenterede Liberal Alliance i byrådet, vil tage forslaget om en cykelsti fra Solbjerg til Tranbjerg med til budgetforhandlingerne den 5. august.

"Jeg synes, der er al mulig grund til at lytte til et meget fromt og beskedent ønske om trafiksikkerhed. Jeg kan næsten ikke forestille mig, at nogen skulle være uenig. Så er det ud fra kuglerammen, man er uenig. Borgerne i Solbjerg er også skatteydere her i kommunen. De vil ikke have noget prestigeprojekt, de vil blot have noget trafiksikkerhed," siger Almaz Mengesha, der på tværs af partiskel har fundet sammen med Enhedslistens Keld Hvalsø om projektet. Keld Hvalsø som tidligere har foreslået at omlægge 15 millioner fra Bering-Bedervejen til fordel for en cykelsti mellem Solbjerg og Tranbjerg. Finansieringen har Almaz Mengesha dog ikke lagt sig fast på.

"Det er et spørgsmål om politisk prioritering. Keld (Hvalsø) har været ude med et finansieringsforslag. Og vi har lige vedtaget en cykelsti til 5 millioner kroner igennem Sønder Allé uden min stemme. Den har været til voldsom debat, og som er helt unødvendig, fordi vi ikke taler trafiksikkerhed. Herude taler vi trafiksikkerhed, så det er et spørgsmål om at prioritere midlerne," siger Almaz Mengesha.

Publiceret 03 August 2019 07:00

SENESTE TV