Mille Kristensen var søndag formiddag på vej hjem fra at handle, da hun på Gl. Horsensvej stødte på en spøgelsesbilist.

Mille Kristensen var søndag formiddag på vej hjem fra at handle, da hun på Gl. Horsensvej stødte på en spøgelsesbilist. Foto: Anders Michaelsen

Borgere melder om spøgelser på vejene i Solbjerg

De sidste uger har flere borgere på Facebook meldt om spøgelsesbilister på Gl. Horsensvej og Landevejen

Af
Anders Michaelsen

Trafik "Jeg er i chok."

Sådan slutter Mille Kristensen sit indlæg på den lokale Facebook-gruppe 'Solbjerg 8355', efter hun søndag formiddag fik sig en slem forskrækkelse.

"Har lige mødt en spøgelsesbilist på Gl. Horsensvej, vi mødte den på stykket imellem Solbjerg Hundepark og Solbjerg Søvej, bilen var grå og kørte imod syd. Personen vidste tydeligvis ikke, at de lå i den forkerte kørebane, da han blinkede til mig for at informere om fartkontrol længere fremme," skriver Mille Kristensen på gruppen, hvorefter flere kommenterer med lignende episoder samme sted, som også er sket inden for de seneste par dage.

"Det er sket ofte. Du er den 6. eller 7. på 3 uger, der oplever det," skriver én og et par timer senere samme søndag, er der et nyt opslag på gruppen om en ny spøgelsesbilist på Gl. Horsensvej denne gang en rød Peugeot.

Det var omkring strækningen fra A til B, at Mille Kristensen mødte den modkørende bilist på den tosporet vej. Hun mistænker vedkommende for for tidligt at have drejet til venstre ved T-krydset fra Gl. Horsensvej (det røde ikon). Samme strækning melder andre også om at have mødt modkørende trafik, hvor de ikke burde.

Det var omkring strækningen fra A til B, at Mille Kristensen mødte den modkørende bilist på den tosporet vej. Hun mistænker vedkommende for for tidligt at have drejet til venstre ved T-krydset fra Gl. Horsensvej (det røde ikon). Samme strækning melder andre også om at have mødt modkørende trafik, hvor de ikke burde. Foto: Google Maps

'Hjernen går fuldstændig i stå'

Det var på strækningen fra Solbjerg Hundepark i retning mod Landevejen, hvor Gl. Horsensvej er tosporet i hver retning, at Mille Kristensen mødte den modkørende bilist. Hun mistænker vedkommende for at for tidligt dreje til venstre, i T-krydset mellem Landevejen og Gl. Horsensvej.

"Det er så sindssygt, når man oplever det. Hjernen går fuldstændig i stå. Jeg tænker, hvad fanden? Den blinker til mig. Har jeg gjort noget galt? Og man begynder at orientere sig rundt," siger Mille Kristensen til Lokalaavisen Aarhus.

Mille Kristensen kører i højre side, da bilen kommer imod hende til venstre. Hun tjekker at det ikke er hende selv, der ligger forkert på vejen. Den er god nok, der er en vejbane til modsatrettet kørsel ovre på den anden side af vejen. Der er noget galt, når hun at tænke.

"Så panikkede jeg fuldstændig. Jeg frygtede for min kone og mit barns liv. Da vi passerede ham, tænkte jeg, at jeg skulle gøre noget. Kunne jeg vende rundt, køre efter ham og stoppe ham?" spurgte hun sig selv.

Mille Kristensen valgte at holde ind til siden i stedet for at følge efter spøgelset i den grå bil.

Ingen politianmeldelser

På trods af de mange beretninger på Facebook-gruppen meddeler Østjyllands Politi overfor Lokalavisen Aarhus, at de ikke har modtaget nogen anmeldelser for spøgelsesbilisme i Solbjerg i juli-måned. I Mille Kristensens tilfælde var der flere ting, der spillede ind.

"Jeg var fuldstændig chokeret, og en masse tanker røg igennem hovedet. Man aner ikke, hvad man skal gøre i sådan en situation," siger Mille Kristensen, der efter at have holdt ind, kørte hjem og brugte resten af dagen på at sunde sig over chokket.

Spørger man politiet, anbefales det, at man ringer 112. Politiet fraråder, man følger efter bilen og dermed selv bliver spøgelsesbilist.

Ønsker en rundkørsel

Spøgelsesbilister, på den relativ korte strækning mellem Landevejen og Gl. Horsensvej, virker ikke til at være noget nyt fænomen, for en hurtig søgning på lokale Facebook-grupper viser flere ældre opslag heriblandt en video fra samme strækning i januar.

Mille Kristensen mener, at T-krydset mellem Landevejen og Gl. Horsensvej ikke er et rart sted for trafikanter.

"Jeg vil ikke engang sige skiltningen er mangelfuld. Det er et helvedes sted især i myldretiden. Sæt en rundkørsel op, for det letter trafikken på alle mulige måder," foreslår Mille Kristensen.

Publiceret 01 August 2019 06:30

SENESTE TV