Præsteklumme: Fange mennesker?

Af
provst Esben Andersen

Brabrand-Sdr. Aarslev

Præsteklumme I kirken på søndag hører vi om en gruppe fiskere, der har været på søen hele natten uden fangst overhovedet. De er ved at skylle garn, før de går hjem, da en fremmed siger: Læg ud igen! Noget i hans stemme får dem til at gøre det, selv om de altid har lært, at man skal fiske om natten. Og miraklet sker: De får en kæmpefangst, så båden er nær ved at synke. Da de igen lægger til land, falder fiskeren Simon på knæ for den fremmede, men han siger: ”Frygt ikke! Fra nu af skal du fange mennesker.”

At fange mennesker?? I mig vækker det umiddelbart billeder af stemmefiskeri, pågående telefonsælgere (måske i starten maskeret som en markedsundersøgelse) eller de såkaldte ”facere”, som stiller sig i vejen for os på gågaden enten for at sælge noget eller få os til at støtte én eller anden meget vigtig sag.

Hvis det er det, Jesus vil have os til, er vi nok mange, der vil betakke os. Men er det det, han vil? Det eneste, Jesus ville ”sælge”, var kærlighed, fællesskab, håb, helbredelse og frihed, og selv var han altid både opmærksom, lydhør og klar til at give sit bedste til enhver, som han mødte. Og det var altid den andens behov, han handlede ud fra.

Så tænker jeg, at hvis flere mennesker ikke kun vil fortælle om alt det, de selv er optaget af og mener at vide, men vil være opmærksomme og lydhøre og ud fra den andens behov give det bedste, de har – så vil verden derved kun blive et bedre sted at være.

Hvis dét er at være menneskefisker, vil jeg gerne være med! Vil du også?

Publiceret 20 July 2019 06:00

SENESTE TV