23-årige Peshank Kanjo bor i Tranbjerg i en lille delt lejlighed.

23-årige Peshank Kanjo bor i Tranbjerg i en lille delt lejlighed.

En flygtnings vilde historie:

Fra krig i Syrien til fred i Tranbjerg

I valgkampen deltog han i debatter på tv og skrev læserbreve. Han er bare 23 år og har oplevet krigens rædsler tæt på

Af
Trille Skøtt-Jensen

Flygtning Han har kæmpet for sit liv, han har fået tæsk, han er blevet ramt af granatsplinter, han har fået smadret sin blære, han er flygtet, og han er faldet til ro. I Danmark føler han sig hjemme, selvom han kun har været her i fire år.

"Det er det, jeg så gerne vil have, at politikerne forstår, når de snakker om, at nu skal vi bare hjem. Jeg besøgte min søster, der bor i Norge, og da jeg kom tilbage til Danmark, kunne jeg bare mærke, at det er mit hjem. Jeg føler mig tryg," fortæller Peshank Kanjo på i øvrigt flydende aarhusiansk.

I valgkampen var han aktiv i debatter. Blandt andet var han med i en TV2-debat, og hans budskab er, at han vil have lov at have en stemme. Han vil, at politikerne forstår, hvorfor han ikke bare kan vende tilbage til Syrien.

"Jeg bliver helt sikkert slået ihjel," siger han.

Den første bombe rammer

Han er født i 1996. Da han er 15 år, bryder krigen ud i Syrien. Men der går noget tid, inden han mærker det, der hvor han bor. Livet går, han passer sin skole, har en kæreste og venner. I hjemmet bor han med mor, storebror og søster. Men så en dag rammer den første bombe.

Peshank og kammeraterne er i et klubrum og spiller billard.

Jeg kunne se min ven. Han havde mistet sin arm. Den samlede han bare op og løb

"Så hører vi bare en meget høj lyd. Vi løber ud, og der ligger mennesker overalt. Det er mørkt, strømmen er gået. Jeg står nok 10 meter fra dem og forsøger at se. Så kan jeg bare høre sådan en fiift lyd forbi mit øre, og så bliver alt gult for mine øjne," fortæller Peshank om, da han blev ramt af en granatsplint fra den næste bombe.

Rundt om ham lå døde og sårede mennesker.

"Jeg kiggede ned ad mig selv, og jeg kunne mærke, det var galt med mit ben. Jeg kunne se min ven. Han havde mistet sin arm. Den samlede han bare op og løb," fortæller han fra hjemmet.

I dag er hjemmet en delt lejlighed i Tranbjerg. Dengang var det en lejlighed i det krigshærgede Aleppo.

"En mand hjalp mig med at finde en taxi. Men vi kan ikke komme fra området. På vejen til sygehuset er der snigskytter hele vejen. Men taxaen kørte meget stærkt igennem. Jeg ligger bare i taxaen. Jeg er kun 16 år. Jeg hyggede mig bare, og så sker alt det her," fortæller han.

Hentet af politiet

Han snakker flydende dansk og har, siden han er flygtet fra krigens rædsler, lært sig dansk. Han kom til Danmark som 18-årig i 2015. Den overvejende grund til, at han flygtede var, at han ellers skulle ind i militæret.

"Så skal jeg slå mennesker ihjel. Det vil jeg ikke. Og min mor bliver ked af det, hvis jeg dør. Jeg var nødt til at flygte, for de havde fået øje på mig," fortæller Peshank.

De satte mig ind i bilen og slog mig over nakken, og sagde jeg ikke måtte kigge op

Han havde planlagt en flugt. Men seks timer inden kom der to biler med seks politimænd op i lejligheden og tog ham med.

"De satte mig ind i bilen og slog mig over nakken, og sagde jeg ikke måtte kigge op. Derfor har jeg det også sådan i dag, at jeg kan ikke lide at blive rørt i nakken," siger han og smiler lidt.

Historien, han fortæller til Lokalavisen Aarhus, kan på grund af hans egen sikkerhed ikke beskrives i detaljer i avisen. Men han fortæller, at taxaen kører til politistationen.

"Det er ikke som en dansk politistation. Her er der to rum. Og når du kommer der, så enten så er du sikker på at dø eller blive tortureret," fortæller han.

I næsten tre uger sad han i et lille, varmt kælderværelse fyldt med andre mænd. De var sårede, de var syge, og de var sultne. Men han følte sig heldig. For han var ikke i det andet rum. Der hvor han kunne høre mænd skrige. Der hvor han vidste, at negle blev revet af og mænd hængt op i armene, mens der blev tæsket løs på deres kroppe.

Det er en hård fortælling, der giver åndelige mavepustere over den brutalitet, som Peshank har oplevet. Han når som 16-årig derud, hvor han er ligeglad med, om han dør.

I dag kæmper han stadig med generne efter den granatsplint, som ramte ham. Den røg ind i lysken og under urinlederen. Fordi den var brændende varm, smeltede den urinlederen, som klappede sammen. Han var i Syrien igennem mange operationer. Snart skal han opereres i Aalborg. Det bliver den tiende operation, hvor de sætter et stykke kunstigt urinleder ind.

Smides ud men lever

Efter 18 dage bliver han uden yderligere forklaring kastet ud fra politistationen. Han lever. Han får ingen af hans ejendele med, men det er ligemeget. Han er ude.

"Jeg går over til bussen, men jeg har ingen penge. Jeg spørger en dame, om hun vil betale min billet. Det gør hun og giver mig lidt penge. Tænk hvor heldig jeg er," siger han og smiler.

Da bussen nærmer sig hans hjem, kan alle høre, at kampene er i gang. Der er skyderier og snigskytter. Men det lykkes ham at komme hjem i lejligheden til sin mor. Han får mad og knus. Det er dejligt.

"Min mor siger, jeg er nødt til at flygte. For de vil komme efter mig igen."

Jeg har også boet i Randers. Jeg kan bedre lide Aarhus

Det lykkes ham at flygte. Han kommer til Danmark samtidig med den store flygtningestrøm i 2015. På politistationen i Aarhus melder han sig selv.

"Jeg kunne ikke finde den. Den lignede slet ikke en politistation i Syrien, fortæller han."

Peshank får asyl og bor flere steder, inden han lander i Tranbjerg, hvor han elsker at bo.

"Jeg har også boet i Randers. Jeg kan bedre lide Aarhus," siger han med et smil.

Danmark og tryghed

I Danmark lærer han sig hurtigt dansk. På sprogskolen spurter hans sprogkundskaber frem, og han består både dansk 2 og 3, og tager derefter en dansk 9. klasses eksamen på et halvt år. Et højskoleophold på Uldum giver ham en bunke danske venner, og langsomt får den unge mand skabt sig et dejligt liv i Danmark. Og da han oplever sit livs første valgkamp i Danmark tændes en indre ild.

"Der debatterer vi. Og politikerne snakker og snakker, men vi skal se handling," siger han.

Han er blevet passioneret debattør og vil have lov til at sige sin mening. Det drejer sig ikke kun om, at han for alt i verden ønsker at få lov at blive i Danmark.

"Må jeg ikke også sige, hvad jeg synes? Jeg er flygtning, men jeg synes også, at vi kan behandle vores gamle i Danmark bedre. Jeg ved, at sygeplejerskerne løber meget stærkt, for jeg har selv været indlagt og set det. Det skal vi da gøre noget ved," siger han.

Jeg er flygtning, men jeg synes også, at vi kan behandle vores gamle i Danmark bedre

Hjemme er her

Han har ikke selv overvejet at gå ind i politik. I øjeblikket er han her på midlertidigt ophold. Med de nuværende love kan han ikke føle sig sikker på, at han kan blive. Eller om han kan få dansk statsborgerskab.

"Hjemme for mig handler ikke længere om, hvor jeg er født og opvokset. Det handler om, hvor jeg har det godt, hvor mine venner, min familie mit liv og mit job er. Det handler ikke om, det er Danmark eller Afrika eller Syrien – her er det mit hjem. Jeg siger det ikke fordi, jeg bare synes, det er fedt at få fra det offentlige. I starten fik jeg hjælp, og det var rigtig fint. Men i dag kan jeg klare mig selv,” fortæller han.

Peshank starter efter sommerferien på HF. Håbet er, at han bagefter kan få lov at uddanne sig til pædagog.

Man kan godt leve under fattigdom. Men man kan ikke leve under frygt

"Om otte år kan jeg være pædagog," drømmer han.

Som studiejob er han lige blevet ansat på McDonalds i Stilling.

"Det, jeg gerne vil sige til politikerne, er: For en som mig, så handler det slet ikke om krigen, når I siger, jeg skal hjem og bygge landet op. Jeg er ligeglad med, om der er krig eller ej. For mig handler det om, at så længe regeringen har magten, så længe Isis og islamiske oprørsgrupper er der – for mig som kurder er jeg ikke i sikkerhed. For mig er jeg ikke bare kurder. Jeg er menneske. Man kan godt leve under fattigdom. Men man kan ikke leve under frygt," forklarer Peshank.

Publiceret 16 July 2019 13:30

SENESTE TV