Foto:

Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpi

Aarhus Letbane ændrer i køreplanen for at undgå forsinkelser og aflysninger

Frem til 11. august kører der færre letbane-afgange mellem Aarhus H og Mårslet

15. juli bliver letbanekøreplanen ændret, så der kun kører to afgange i timen mellem Aarhus H og Mårslet i sommerperioden frem til 11. august. Det sker, fordi Aarhus Letbane har konstateret, at fire afgange i timen på strækningen meget let skaber forsinkelser og aflysninger. Det oplyser Midttrafik i en pressemeddelelse.

I forbindelse med køreplanskiftet 30. juni blev letbanens køretider ændret på grund af den ustabile drift, der har præget letbanen siden åbningen mod Grenaa i april. Samtidig blev der indsat to ekstra afgange mellem Aarhus H og Mårslet, så letbanen nu kører hvert kvarter. Det er dog det, som der bliver ændret på nu.

Køreplansændringerne har generelt betydet mere stabil drift. Aarhus Letbane har dog konstateret, at fire afgange i timen på strækningen Aarhus H - Mårslet meget let skaber forsinkelser og aflysninger i systemet, oplyses det i pressemeddelelsen.

Af hensyn til kunderne prioriterer Midttrafik og Aarhus Letbane stabil drift, og har derfor besluttet, at de to ekstra afgange i timen udgår i sommerferien fra og med 15. juli. Efter sommerferien vil de to afgange igen køre mellem Aarhus og Mårslet, men letbanen vil kun standse i Mårslet, Tranbjerg, Gunnar Clausens Vej og Viby på de to afgange, der vender i Mårslet.

Afgangstiderne forventes at være de samme som i dag efter sommerferien, oplyser Midttrafik.

jwh

Publiceret 10 July 2019 16:42

SENESTE TV

Galleri-rundtur i Aarhus

Galerie Møller Witt

Det er ved at være sidste chance for at se Jes Fomsgaards soloudstilling på Galerie Møller Witt. Fomsgaard har tidligere bidraget til udsmykningen af iNano Instituttet Aarhus Universitet. Udstillingen 'Artificiel Move' er åben til 26. juni og viser en række malerier med fokus bl.a. på kompleksiteten og bevægelsen i de mange forskellige rum, mennesker er en del af.

Galerie Møller Witt, Christiansgade 18, Aarhus C.

Galleri Gallo

De to kunstnere Louise Volsted Pedersen og Ulf Larsen udstiller for tiden på Galleri Gallo. Ulf Larsen har tidligere lavet naturmalerier, men efterhånden er det mere motiver fra byen og tegninger af jazzmusikere live, han har kastet sig over. Louise Volsted Pedersen eksperimenterer med udtryk, linje og former og henter inspiration bl.a. i naturen, blade og egne fotografier. Udstillingen kan ses til 19. juni.

Galleri Gallo, Nørre Allé 86, Aarhus C.

Galleri Profilen

180 ukendte værker af Hans Horn, hvis liv som soldat under 2. verdenskrig er beskrevet i Tom Buk-Swientys bog 'Det ensomme hjerte', udstilles på Galleri Profilen til 27. juni. Værkerne, der ikke har været udstillet før, viser bl.a. akvareller af blomster, landskaber, satiriske religiøse billeder og stærke traumatiske malerier om krigen.

Galleri Profilen, Grønnegade 93, Aarhus C.

Keller-Arlund – temporary art

Udstillingsstedet Keller-Arlund viser til 20. juni malerier af Vibeke Jensen, der har rum som gennemgående motiv. Kunstneren bruger en teknik, hvor hun 'prikker' sine motiver op og binder dem sammen med flader og plamager, så de tilsammen danner rum.

Keller-Arlund, Peder Skrams Gade 32, Aarhus N.