Foto: AGF

Foto: AGF

Ny angriber til AGF:

Henter Helenius i OB

Den 28-årige nordjyde har tidligere bevist sin målnæse i AaB og OB

Patrick Mortensen og Alexander Ammitzbøll i AGF-offensiven får nu lidt konkurrence.

28-årige Nicklas Helenius har skrevet en treårig aftale med AGF og skifter øjeblikkeligt, skriver klubben.

Angriberen har scoret 63 mål i Superligaen, hvor han debuterede for AaB og senere var et smut i Silkeborg, før han de seneste to sæsoner har spillet for OB.

I AaB gjorde han så god figur, at engelske Aston Villa valgte at satse på ham, men opholdet i England mislykkedes.

"Vi har ledt efter en angriber med lidt andre kvaliteter, end dem vi allerede har i truppen nu. Helenius komplementerer og tilføjer nogen andre kompetencer og en anden stil, og dermed fuldender han vores angrebsgruppe med Patrick Mortensen og Alexander Ammitzbøll," siger sportschef i AGF Peter Christiansen og fortsætter:

"Nicklas er en spiller med et overordentligt godt målscoringssnit - ja faktisk er han den tredje-mest scorende aktive spiller i Superligaen, og han har dermed for længst bevist sig som en 'proven' målscorer. De samtaler, David Nielsen og jeg har haft med Nicklas, har ligeledes overbevist os om, at han stadigvæk har sulten efter at lave mål og fortsat drives af at bevise sig som fodboldspiller - det er vi ikke i tvivl om, at han kommer til at gøre hos os."

I den forgangne sæson nettetde Helenius syv gange, han var dog blot med i startopstillingen 13 gange.

"Da jeg først hørte om AGF's interesse, var jeg slet ikke i tvivl om, at det ville jeg rigtig gerne. Det er en kæmpe klub, og det har altid været fedt at spille i Ceres Park som modstander. Det glæder jeg mig til nu at gøre som AGF'er. Jeg er en rutineret spiller efterhånden, og jeg ser frem til at bidrage med min erfaring og kompetencer i truppen, hvor der er to dygtige angribere i forvejen med hver deres kompetencer, som jeg supplerer godt. Over hele linjen har AGF et godt hold, og jeg glæder mig til at blive en del af truppen, siger Nicklas Helenius.

Helenius støder til truppen på mandag og får trøje nummer 15.

dp

Publiceret 07 July 2019 09:45