Præsteklumme:

Livets mening er såmænd….

Af
sognepræst Karen E. Huus

Gellerup

præsteklumme Perfekt! Intet mindre end perfekt! Sådan er klummen i dag. Også i dag! Alt skal være perfekt! Her accepteres ingen skår i porcelænet. Den gamle allerbedste kaffekop ryger ud, fordi der kun er den ene tilbage. Den passer ikke med de andre. Jagten på det perfekte liv plager os, psykologer har kaldt det vor tids største lidelse.

Vi måler hinanden og os selv, og værst af alt: Vi vejer børnene på læreplanernes, karakterernes og forventningens nådesløse og ubarmhjertige vægt, og vi lærer dem at kaste det samme nådesløse blik på sig selv.

Er det mon meningen med livet, at vi skal præstere og levere; at vi skal bruge alle vores kræfter på at komme til at se ud, som om vi faktisk kan alt og kan klare alt?

Eller er der mon en vej til mening i at kaste alt ind på at kæmpe mod målingstyranni og overfladepynt?

I en lille fin bog er jeg stødt på farfar og Noah. De to har noget helt særligt sammen. Ingen forstår som farfar at se på drengen med et nådigt og kærligt og aldeles ufordømmende blik.

Noah er til tal og bryder sig mildt sagt ikke om at skrive. Og han oplever, at han hele tiden skal skrive stil. Engang hed opgaven: ”Livets mening”.

Og drengens stil lød i sin fulde længde: Selskab.

Og farfar kommenterer: Det er det bedste svar, jeg har hørt.

Men min lærer sagde, at jeg skulle skrive et længere svar, siger drengen. Hvad gjorde du så? Siger farfar, og drengen replicerer:

Jeg skrev: Selskab. Og is

Det tænker farfar længe over. Så spørger han: Hvilken slags is?

Livets mening er såmænd bare selskab. Og is. Og så det at møde et andet menneske med barmhjertighedens og kærlighedens milde blik og imødekommende spørgsmål: Hvilken slags is?

Så opgiv jagten på egen og andres perfekthed, og vær da kærlige, tålmodige, overbærende og barmhjertige –måske det er vejen til samvær, is og mening i livet.

Publiceret 06 July 2019 06:00