Lærling Alexander har fået en flot bronzemedalje ved DM i Skills. Men de er to om at dele æren, for slagtersvend Thomas har stået for den hårde slagtertræning op til prøven.

Lærling Alexander har fået en flot bronzemedalje ved DM i Skills. Men de er to om at dele æren, for slagtersvend Thomas har stået for den hårde slagtertræning op til prøven.

Når lærlingen giver mesteren gåsehud

Lærling hos Risskov Slagteren har fået flot placering ved DM i Skills

Af
Trille Skøtt-Jensen

Bronze Slagtermester Peter Thisgaard fra Risskov Slagteren kan nærmest ikke lægge skjul på sin begejstring.

"Ud af hele landet, der er han den tredje bedste slagter. Ja jeg får helt gåsehud, når jeg sidder og snakker om det," lyder det fra Peter Thisgaard, mens hans blik vandrer ned på sin underarm, hvor der er tydeligt gåsehud.

Anledningen til både gåsehud og avisens besøg er, at lærlingen Alexander Rasmussen har vundet bronze ved DM i Skills som Gourmetslagter. Det skal fejres, for på hele fagets vegne, er det noget der kalder på respekt og stolthed.

Men det vender vi tilbage til.

Fra delikatesse til slagter

Den 6. april fik lærling 23-årige Alexander Rasmussen nemlig bronzemedalje ved DM i Skills. Alexander mangler halvandet år, inden han er færdig med sin fire år lange uddannelse til delikatesseslagter. Han har under uddannelsen vundet et skolemesterskab, og det fik skolen til at indstille Alexander til DM i skills som slagter. Men det gav en udfordring. Som delikatesseslagter lærer man ikke helt det samme som en slagter.

"Det er det, der gør det her helt unikt. Han var jo ikke i nærheden af at have samme erfaring som de øvrige ni, han var oppe imod. Han skærer jo ikke til daglig. Han har aldrig en kniv i hånden. De andre var langt foran på point. Når de får en halv gris, så ved de lige nøjagtigt, hvordan de skal skære. Da vi startede, da skulle vi starte ved næsten nul," siger slagtersvend Thomas Christensen, og Alexander nikker.

Benhård træning

For da det stod klart, at Alexander skulle til Skills, så tilbød slagtersvenden Thomas at tage ham i træning som slagter. Det var rigtig træning. Hård træning

"Vi startede i uge syv. Så vi havde travlt. Vi arbejdede hver søndag fra klokken halv seks om morgenen til ti om aftenen og i løbet af ugen efter arbejdstid," fortæller lærling Alexander.

De normale 37 timer blev til både 70 og 80 timer. For Thomas kunne godt se, at der var muligheder i Alexander. De lagde en plan for en uge af gangen.

"Så gik vi slavisk frem. Lærte om anatomien i det og gik frem stykke for stykke," fortæller svenden Thomas.

Han havde fra start lavet aftale med Alexander om, at hvis de gjorde det, så skulle de gøre det rigtigt. Slagtersvenden har selv tidligere bedømt svendeprøver, så han ved, hvad der kræves.

Med fokus på tiden trænede Alexander hårdt i at skære blandt andet nakkestykket, boven, skanken og alt andet på grisen. Han lærte at lave pølser og finde de helt rigtige krydderier.

"Jeg havde venner, der troede, jeg var gået under jorden, for de så mig ikke i de seks uger, vi trænede," siger Alexander.

Samarbejdet gik godt. De blev pressede. Især for Alexander var det nogen gange frustrerende.

"Men i stedet for at proppe solskin op i røven på ham, så fik han lov at rase ud. For det er i orden at vise følelserne, det er ok at blive frustreret," fortæller Thomas, mens Alexander nikker.

Spitze afslutning

Da dagen oprandt, hvor Skills startede, så var Alexander klar. Thomas var selvfølgelig med i Næstved, hvor konkurrencen foregik. Alexander var oppe mod ni andre slagtere. Han var den eneste delikatesseslagter.

"På førstedagen var Alexander meget nervøs og begår nogen fejl. Han får ikke lavet alle de ting, som vi havde aftalt. Han var presset på tid, og det er der ikke plads til. Det bliver man straffet for," fortæller Thomas.

Alexander uddyber, at han ikke fik brugt alt kødet, som han havde skåret ud. Men de næste dage gik det bedre. Der skulle blandt andet laves stegt flæsk og en scoremiddag.

"Han havde en rigtig god afslutning. Det var spitze, det sad lige i skabet," siger en stolt læremester.

Alexander selv havde slet ikke regnet med en podieplads. Men det fik han. En bronzemedalje der nu bringer stolthed ud i alle hjørner af slagterforretningen.

Slagterlaug giver belønning

Hos Aarhus Slagterlaug er man også stolt. Mens avisen er på besøg kommer oldermand Lars Stjernholm og overrasker både lærling og mester. Alexander får 7.000 kroner som en tydelig erkendelse af hans flotte resultat. Mester Peter Thisgaard får 5.000 kroner.

"Men dem giver jeg straks videre til Thomas, for det er ham og Alexander, der har gjort det her sammen," siger Peter mester.

Der anes rødme i kinderne, og munden står helt stille på slagtersvenden.

"Jamen jeg er da stolt af ham," siger han stille og kigger på Alexander.

Publiceret 23 June 2019 06:00

SENESTE TV