Præsteklumme:

Lånte fjer!

Af
sognepræst Per Thomsen

Fredenskirken

præsteklumme En gammel legende fortæller, at fuglene engang holdt en konkurrence om, hvem af dem der var den smukkeste. Ved flodens vand pudsede og ordnede de deres fjer, så de tog sig så godt ud som muligt.

Alliken var også med, men den indså hurtigt, at den med sin mørke fjerdragt ikke kunne hamle op med de mere farvestrålende fugle. Men den ville nu gerne vinde alligevel, så da de andre fugle var færdige ved floden, kom alliken og samlede alle de tabte fjer sammen, og med dem pyntede den sig, så det var en lyst.

Da konkurrencen begyndte trådte alliken frem i al sin pragt. Den vendte og drejede sig og modtog megen ros, lige indtil den tabte en fjer, og de andre opdagede, at den bare havde pyntet sig med lånte fjer.

Allikens historie er også mange menneskers historie. Det kan somme tider være hårdt at erkende, at man ikke er sådan, som man gerne vil være eller sådan, at man umiddelbart møder og får andres beundrende og anerkendende blikke. Men endnu sværere er det, hvis man har pyntet sig med lånte fjer, at skulle erkende, at man ikke er den, man udgiver sig for at være. Man begynder at lyve for sig selv samtidig med, at man hele tiden plages af en angst for at blive afsløret. Hvad vil de andre tænke om mig, når det kommer frem, at jeg ikke er den, jeg giver mig ud for at være?

Det er som oftest en bitter oplevelse at blive afsløret, men det kan også opleves som en befrielse. For efter afsløringen behøver man ikke mere at lyve hverken for sig selv eller andre. Man er ikke længere alene eller ensom med sin viden. Derfor kan den, der afslører os, også opleves som en slags befrier - især hvis afsløringen ikke fører til fordømmelse, men til mulighed for en ny begyndelse på et mere ærligt grundlag.

Sådan en befrier er Gud. Han kender os bag vores lånte fjer og bag alle vores facader. Han gennemskuer os, når vi har svært ved at forstå os selv. Men han fordømmer os ikke. Tværtimod. Han omfatter os med en aldrig svigtende kærlighed, så hans afsløring af os bliver ikke til dom over os, men til befrielse og ny begyndelse. Det er det, der hedder tilgivelse.

Og når han kan tilgive os, hvorfor skulle vi så ikke kunne lære at tilgive os selv og hinanden alle vores dumheder - alle vores lånte fjer.

Publiceret 22 June 2019 06:30

SENESTE TV