Præsteklumme:

Dryp, dryp, dryp…

Af
sognepræst i Skødstrup Kirke

Anita Fabricius

præsteklumme Dryp, dryp, dryp - tre små håndfulde vand lander langsomt på det lille barns hoved. Et skævt smil eller et, i dyb undren, løftet øjenbryn dukker op på det fine ansigt. Familien er samlet omkring den tons tunge døbefont, der i generation efter generation har stået lige dér og mindet os om, at ingen af os kan bære os selv. Vi står på skuldrene af hinanden! Flere på de benhårde bænke har blanke øjne, og mor må med den ene hånd hurtigt tørre en begyndende tåre væk fra øjenkrogen. Det er betydningsfuldt. Det er glædeligt, og det er gravalvorligt.

Dryp, dryp, dryp - tre håndfulde vand lander langsomt på den kommende konfirmands voksbesatte og velfriserede hår. Han er tydeligt nervøs, da han bøjer sine ben og knæler på den lille skammel. Nærmest automatisk falder hans hoved ind over døbefonten og vandet forsøger ihærdigt at hænge fast. Præsten tørrer de sidste stædige dråber med en fin serviet. En serviet indeholdende hundredvis af masker med mening og tanker, sirligt sat sammen af skønne strikkeglade kvinder. Dåben og detaljerne vidner om, at vi hænger sammen. Vi er forbundet. Ingen er alene. Da han igen står udstrakt, stråler stoltheden ud af hele hans krop. Kammeraterne i kirken smiler. De siger det ikke højt, men de tænker: "Godt gået!"

Dryp, dryp, dryp - tre håndfulde vand lander langsomt på hovedet af det alt for tidligt fødte barn. Det hele er gået så stærkt. Pludselig var hun her. Så spinkel og lille og ikke nødvendigvis stærk nok til at kunne leve. "Vil I have hende døbt?" blev de spurgt. Uden ord kiggede de hinanden i øjnene og nikkede nøjsomt. Inden længe stod præsten på fødestuen. Det hele var gået så hurtigt, men nu var det som om, at tiden stod stille. Et navn. Noget vand. Et håb. Ingen vidste, hvad de næste timer ville bringe, men fornemmelsen af, at alt ikke kun lå i menneskehænder var god, selvom "god" var elendigt i hele det her helvede. Og så havde deres datter fået navn. Emma. For altid ville hun være deres Emma. Levende eller død.

Dryp, dryp, drop-in. Drop-in-dåb. Lige først havde selve navnet fået ham til at tænke på fastfood og quickfix. Havde vores samfund ikke rigeligt af den slags? Men som dagene gik, og ordene bogstav for bogstav landede lunt i sindet, oplevede han det egentlig bare som den åbne invitation, han så længe havde manglet. Han var ikke blevet døbt som spæd, men som årene og livet langsomt overmandende ham, havde han virkelig lyst til at blive døbt. Alt for længe havde han stået der og luret ind i troens og kirkens univers uden at turde tage det sidste skridt. Drop-in-dåb - det var i bund grund en åben invitation. Og nu stod han her ved døbefonten. Det var på en gang alvorligt og festligt. Fyldestgørende og legende let. Ingen fastfood. Intet quickfix. Den nødvendige dokumentation hos kordegnen. En fortrolig samtale med præsten. Og så dryp, dryp, dryp. Tre håndfulde vand og gode ord til at leve et helt liv på.

Publiceret 22 June 2019 06:00