22-årige Arfan Habibi fik i december 2018 debut for det afghanske landshold i en uofficiel kamp mod et tyrkisk klubhold. Her scorede han til 2-0 i en kamp som Afghanistan også endte med at vinde.

22-årige Arfan Habibi fik i december 2018 debut for det afghanske landshold i en uofficiel kamp mod et tyrkisk klubhold. Her scorede han til 2-0 i en kamp som Afghanistan også endte med at vinde. Foto: Foto Trine, Vildmedfoto.dk

Afghansk landsholdspiller i Aarhus Fremad ser tilbage på en vild sæson

Den 22-årige Aarhus Fremad-spiller Arfan Habibi ser tilbage på en sæson, der bedst kan beskrives som en rutsjebanetur

Af
Martin Jørgensen

SPORT I slutningen af december 2018 fik den aarhusianske fodboldspiller Arfan Habibi et opkald fra den afghanske landstræner. Han skulle pakke kufferten og tage med på træningslejr i Tyrkiet, hvor landsholdet skulle møde Turkmenistan og et klubhold fra den næstbedste tyrkiske række.

Det blev kun til en enkelt kamp, da han spillede opgøret mod det tyrkiske hold, og selvom det var en uofficiel kamp med få tilskuere, så var det stadigvæk en kæmpe oplevelse at få debut for den unge tekniker, der har en fortid i AGF’s ungdomsafdeling.

"Det var virkelig fedt. Jeg scorede til 2-0 efter en omstilling, og tilskuerne var helt vilde efter mig. Efter kampen løb de ned på banen og tog billeder med mig, og man kan godt mærke, at de er mere personlige i forhold til danske tilskuere," husker Arfan Habibi tilbage på kampen, hvor han fik en smagsprøve på det at være en del af et landshold.

"Jeg kan kun forestille mig, hvordan det ville være at spille foran 40.000 afghanere, som de har til deres hjemmekampe. For selvom det kun var en uofficiel kamp, så var det virkelig rørende for mig," fortæller fodboldtalentet fra Hasle.

Tryg i Fremad

Arfan Habibi har været vidt omkring i de aarhusianske klubber, hvor han på seniorplan har repræsenteret Brabrand IF, Vatanspor og nu Aarhus Fremad.

Han er dog glad for at være landet hos de stribede i nordbyen, hvor han føler sig tryg ved at spille under cheftræner Morten Mølkjær, som han kender fra sin ungdomstid i AGF.

"Det er som at være en del af en stor familie i Aarhus Fremad, hvor vi har det rigtig godt sammen både på og udenfor banen, så jeg har det rigtig godt her," fortæller midtbanemanden, der er tilfreds med den snart overståede sæson, hvor han samtidig ærgrer sig over, at holdet ikke har formået at spille med om oprykning til det sidste.

"Vi har haft en rigtig god sæson, hvor vi har spillet virkelig flot fodbold, og så er det bare ærgerligt, at vi ikke har gjort det færdig her til sidst."

Den professionelle drøm

Når Arfan Habibi ikke tryller på grøntsværen i Aarhus Nord, studerer han til pædagog, mens han arbejder som kontaktperson og medhjælper i en ungdomsklub. Men drømmen om at få en professionel karriere inden for fodbold er stadig intakt.

"Jeg drømmer stadig om det, og det har jeg gjort, lige siden jeg var barn. Forhåbentligt opfyldes det inden ret længe, men chancerne bliver større, når jeg får et dansk pas," fortæller Arfan Habibi, der lige nu er i venteposition i forhold til at få dansk statsborgerskab, efter han har bestået indfødsretsprøven.

Det dobbelt statsborgerskab kan nemlig åbne døre til udlandet for det unge håb, der dog blev sat lidt tilbage for ganske nyligt, da han i en kamp mod Middelfart fik brud på ydersiden af anklen.

"Nu skal jeg bare blive skadesfri, og så skal det hele nok komme af sig selv. Før i tiden har jeg søgt nye muligheder alt for meget, men jeg er sikker på, at det bedste er, at jeg lader mine fødder tale," understreger Arfan Habibi.

Arfan Habibi bor i Bispehaven med sin familie, og han gik på Ellekærskolen indtil 8. klasse, hvorefter han kom på ESAA-linjen på Rundhøjskolen. Herefter gik han på Langkær Gymnasium, inden han startede på VIA, hvor han i dag læser til pædagog.

Publiceret 16 June 2019 08:00

SENESTE TV

Galleri-rundtur i Aarhus

Galerie Møller Witt

Det er ved at være sidste chance for at se Jes Fomsgaards soloudstilling på Galerie Møller Witt. Fomsgaard har tidligere bidraget til udsmykningen af iNano Instituttet Aarhus Universitet. Udstillingen 'Artificiel Move' er åben til 26. juni og viser en række malerier med fokus bl.a. på kompleksiteten og bevægelsen i de mange forskellige rum, mennesker er en del af.

Galerie Møller Witt, Christiansgade 18, Aarhus C.

Galleri Gallo

De to kunstnere Louise Volsted Pedersen og Ulf Larsen udstiller for tiden på Galleri Gallo. Ulf Larsen har tidligere lavet naturmalerier, men efterhånden er det mere motiver fra byen og tegninger af jazzmusikere live, han har kastet sig over. Louise Volsted Pedersen eksperimenterer med udtryk, linje og former og henter inspiration bl.a. i naturen, blade og egne fotografier. Udstillingen kan ses til 19. juni.

Galleri Gallo, Nørre Allé 86, Aarhus C.

Galleri Profilen

180 ukendte værker af Hans Horn, hvis liv som soldat under 2. verdenskrig er beskrevet i Tom Buk-Swientys bog 'Det ensomme hjerte', udstilles på Galleri Profilen til 27. juni. Værkerne, der ikke har været udstillet før, viser bl.a. akvareller af blomster, landskaber, satiriske religiøse billeder og stærke traumatiske malerier om krigen.

Galleri Profilen, Grønnegade 93, Aarhus C.

Keller-Arlund – temporary art

Udstillingsstedet Keller-Arlund viser til 20. juni malerier af Vibeke Jensen, der har rum som gennemgående motiv. Kunstneren bruger en teknik, hvor hun 'prikker' sine motiver op og binder dem sammen med flader og plamager, så de tilsammen danner rum.

Keller-Arlund, Peder Skrams Gade 32, Aarhus N.