Illustration: Aarhus Kommune

Aarhus får Danmarks største pariserhjul:

Se det imponerende hjul her

Aarhus får Danmarks største pariserhjul i forbindelse med The Tall Ships Races til august

Der bliver et hav af aktiviteter, når The Tall Ships Races til august kommer til Aarhus. Det kom frem fredag formiddag, da det omfattende program blev præsenteret på Havnepladsen i Aarhus.

”Jeg glæder mig helt vildt til The Tall Ships Races i Aarhus. Havnen bliver fyldt med spændende aktiviteter, smukke skibe og musik. Det store pariserhjul giver en enestående mulighed for at se vores by og de mange aktiviteter på en helt ny måde,” siger rådmand for Kultur og Borgerservice, Rabih Azad-Ahmad (RV), i en pressemeddelelse fra Aarhus Kommune.

Foto: Aarhus Kommune

Pariserhjulet er 40 meter højt og bliver opstillet på Mellemarmen på havnen i Aarhus. Herfra er der udsigt over byen, bugten og de mange aktiviteter og skibe, der ligger til Kaj langs hele Havnepladsen og Mellemarmen.

The Tall Ships Races er fire dage med havnefest og masser af gratis aktiviteter for hele familien.

”Til The Tall Ships Races kan man opleve noget at det bedste, som byen og regionen har at byde på. Som gæst vil man både kunne være kreativ, blive klogere på det maritime og klimaet, lege, og lytte til stemningsfyldt musik. Der er en lang liste af aktører, som vil lave aktiviteter for og med hele familien,” siger projektleder på The Tall Ships Races i Aarhus, Charlotte Kirk Elkjær, i pressemeddelelsen.

Der er blandt andet gadeteater, maritim esport, rebslagning, byg-din-egen-båd, prøv at dykke og oplev spiselige ting fra stranden.

Foto: Aarhus Kommune

To musikscener bidrager til underholdningen. Det er muligt at være med, når Marie Carmen Koppel får nakkehårene til at rejse sig, når Sigurd Barrett fortæller og synger eller når Pede B sammen med Aarhus Jazz Orchestra sender tunge beats ud over hele pladsen.

Hele programmet kan udforskes her.

jwh

Publiceret 14 June 2019 15:00