En stor del af Botex-butikkernes omsætning kommer fra gardinbusser, der kører ud til kunderne, måler op og senere monterer gardinerne. Antallet af kørsler med gardinbusser steg i andet halvår af 2018 med 51 procent i forhold til samme periode året før.

En stor del af Botex-butikkernes omsætning kommer fra gardinbusser, der kører ud til kunderne, måler op og senere monterer gardinerne. Antallet af kørsler med gardinbusser steg i andet halvår af 2018 med 51 procent i forhold til samme periode året før. Pressefoto af Erik Vinther, kædedirektør i Botex.

Botex er flyttet i nyt hovedsæde og åbner webbutik

Gardinkæden Botex er flyttet i nye lokaler med lagerplads, så man kan åbne en webshop. Målet er at trække flere butikker ind i kæden

Af
Jeppe Rafn

Gardin- og boligtekstilkæden Botex har flyttet sit hovedkontor fra Tilst Søndervej i Tilst til Bredskiftevej i Aarhus V. Det nye hovedsæde indeholder udover kontorer også en lagerbygning, som er nødvendig for at kunne åbne en webshop, der efter planen åbner i efteråret 2019.

"Man kan ikke være en stærk kæde i Danmark uden at have en webshop. Vi havde en webshop for to år siden, hvor kunderne fik varer direkte fra leverandørerne, men det var ikke optimalt. Vi vil gerne håndtere det selv for at sikre, at kunderne får den bedst mulige behandling og service," fortæller kædedirektør i Botex, Erik Vinther.

Webshoppen skal være med til at skabe vækst for de nuværende 31 Botex-butikker i Danmark samt åbne nye butikker og tiltrække eksisterende, selvstændige butikker ind i kæden. Botex forventer i 2022 at være mindst 10 nye medlemmer.

Der er fem ansatte på Botex' hovedkontor i Aarhus, og man forventer at ansætte en eller to nye medarbejdere til lageret, når webshoppen kommer op at køre. Webshoppen bliver administreret fra hovedkontoret, og overskuddet bliver fordelt til medlemsbutikkerne.

Botex blev etableret som indkøbsforening i 1964 af handlende for at få stordriftsfordele. I dag står kædens hovedkontor også for medlemmernes økonomistyring og markedsføring. Markedsføring er hovedkontorets vigtigste opgave, fortæller kædedirektør Erik Vinther.

Hovedkontoret lå oprindeligt i Sønderjylland, men har i de seneste 15 år haft sæde i Aarhus.

Publiceret 14 June 2019 07:32