Foto:

Foto: Liselotte Sabroe / Ritzau Scanpix

Steffen Brandt: Stig Tøfting lånte et kassettebånd til landsholdsbussen

Slotskoncerten på Frijsenborg Slot ved Hammel nærmer sig. Steffen Brandt fortæller her blandt andet om inspirationen til at skabe sine kendte sange

Af
Michael Wulff

HAMMEL Denne sene aprildag i strid blæst kommer Steffen Brandt vandrende fra den røde lade og ned til Frijsenborg Slot. Han kan være svær at få fat på - privatlivet i Øgade-kvarteret i Aarhus værner han om.

”Privat, ja, vi har altid fået lov at være i fred med alle vores børn, der har aldrig været noget. Men jeg kan huske, at Stig Tøfting engang bankede på derhjemme og spurgte, om han kunne låne et kassettebånd til landsholdsbussen. De skulle vist spille i Irland eller sådan noget.”

TV-2 for alle generationer

Kassettebånd, det må være mange år siden, når jeg at tænke. Vist også mange år siden Tøfting var på landsholdet.

”Men selvfølgelig lånte han et bånd,” siger Steffen Brandt, der på lørdag giver koncert i slotsparken til Frijsenborg

Og det er i den anledning, at vi mødes denne forårsdag.

Sangeren er lige kommet hjem fra en to måneders turne med TV-2. Bandet sælger stadig billetter - til alle generationer.

”De unge kender også vores musik, for de har jo været tvangsindlagt til at høre forældrene spille den i bilen, når de sammen kørte på ferie.”

”Det var anderledes, da jeg var barn,” siger Steffen Brandt, der dagen inden koncerten på Frijsenborg fylder 66 år.

"Hvem bor på Frijsenborg - er der nogen kongelige i slottets historie," ville den kendte TV-2 forsanger gerne vide. Foto: Michael Wulff

Iagttager livet

”Min noget ældre storesøster spillede Doors, Stones og Beatles. Jeg forstod ikke helt, hvad det handlede om, men det var i hvert fald ikke noget for de voksne dengang.”

Så tilfældigt her for nylig en helt almindelig dag

var livets trailer fyldt med ting som bare skulle losses af

Der hang et fjols på en container og spærrede min vej

jeg kravlede op på kanten og opdagede at det var dig

(På kanten af småt brændbart - 2002)

Steffen Brandt kigger ligeså stille på livet omkring sig. Også denne dag, hvor vi er en lille håndfuld lokale pressefolk, som er inviteret til et uformelt pressemøde.

”Lige siden gymnasiet har jeg iagttaget ting, skrevet dem ned. Det er min måde at forstå den måde, som vi lever på. Jeg har et ønske om at have overblik, men også et ønske om måske ligefrem at komme med nogen perspektiver på det, se en retning og en sammenhæng,” siger sangskriveren, der i år har spillet med TV-2 i 39 år.

”Det er det, der driver mig. At forstå den verden, jeg lever i – og måske bidrage til den.”

Alderen stiger

Vi bliver ældre, forsøger jeg mig overfor den jævnaldrende Brandt.

”Ikke jeg,” kommer svaret prompte.

Strid blæst fra øst rejste de hvide lokker på den snart 66-årige Steffen Brandts hoved. Lørdag 15. juni giver han sammen med TV-2 koncert på Frijsenborg Slot.

Strid blæst fra øst rejste de hvide lokker på den snart 66-årige Steffen Brandts hoved. Lørdag 15. juni giver han sammen med TV-2 koncert på Frijsenborg Slot.

”Men det er jo en sandhed med modifikationer, for i vores branche tager vi en dag ad gangen. Lige nu har vi lavet et nyt album, som vi er så stolte og glade for. Folk har taget godt imod det, så det er fuld optur og lyst til at fortsætte, til vi styrter, ikk? Sådan ser det ud nu, og så håber vi at have kræfter og publikum med os så langt det skal være.”

Når det bliver folkeeje

Han har skabt så mange hits gennem årene, hits alle i dette land kender. Kender han ordet præstationsangst?

”Vi kan godt mærke, når noget har potentiale til at blive folkeeje. Men vi kunne ikke forudse, at nogen for eksempel gad høre en sang, der hedder ”Tæt trafik i Herning.”

Steffen Brandt og TV-2 kommer til Slotskoncert på Frijsenborg lørdag 15. juni sammen med Mads Langer og Jacob Dinesen.

Publiceret 13 June 2019 19:20