Illustration: Aarhus Kommune

Illustration: Aarhus Kommune

Væk med Vanddragen - ind med ny natur:

Rådmand vil omdanne torveplads

Bünyamin Simsek (V) vil afsætte fire millioner kroner til at give området mellem Lille Torv og Store Torv nyt liv

Det har længe været et ønske hos Teknik og Miljø-rådmand Bünyamin Simsek (V), at den kritiserede vandskulptur Torvenes Brøndsløjfe - også kendt som Vanddragen - skulle væk.

Det fortalte han i et interview med Lokalavisen Aarhus i starten af året.

Men først skulle en overordnet visionsplan for området mellem Lille Torv og Store Torv i det centrale Aarhus være på plads. Det er den nu, oplyser kommunen i en pressemeddelelse, og derfor foreslår Simsek byrådet at afsætte fire millioner kroner i budgetforliget for 2020 til at omdanne området.

Visionsplanen indbefatter et oplæg til, at der skabes et byrum med fokus på ophold og udeservering.

"Vi giver de to torve tilbage til byens borgere i en ny version, der indbyder til ophold i stedet for en vindblæst passage, der blot skal forceres hurtigst muligt," siger Bünyamin Simsek.

Der skal blandt andet plantes 20 træer i kummer med integrerede siddeelementer, så der bliver skabt mere læ og bedre mulighed for ophold på de ellers vindblæste torvearealer. Der skal ligeledes skabes attraktive byrum til udeservering med større overdækkede arealer.

Illustration: Aarhus Kommune

Illustration: Aarhus Kommune

Arkitektfirmaet Schønherr, der også stod bag den midlertidige Store Skov i 2010, har afholdt workshops med repræsentanter fra erhvervslivet og andre interessenter i området, og på den baggrund har man udarbejdet visionsplanen med overskriften "Mellem de to kirker – Det historiske hjerte i Aarhus".

Planen indebærer, at Vanddragen sløjfes og køres på depot, mens pladsen indrettes med ny vandkunst i mindre skala til glæde for børn og barnlige sjæle.

"Vand lokker folk til, og det er netop det, vi sigter mod med det her projekt. Vand er en vigtig del af historiefortællingen om midtbyen, men tiden er til forandring på Store Torv, og derfor udskifter vi Vanddragen med ny vandkunst," siger Bünyamin Simsek.

Samtidig med omdannelsen skal teknikrummet under jorden renoveres, men ellers skal der ikke ske noget under belægningen, da jorden gemmer på værdifulde, arkæologiske fund.

Ambitionen på lang sigt vedrører forbindelsen til Vor Frue Kirkeplads via Vestergade samt en omdannelse af Vor Frue Kirkeplads. Derudover peges der på et permanent projekt på Bispetorvet og en revitalisering af byrummet ved Domkirkens nordside. Rådmanden forventer, at det vil kunne realiseres inden for ti år, men i første omgang foreslår han fire millioner kroner afsat.

dp

Publiceret 11 June 2019 12:13