Det er dette gelænder, som Anette Poulsen står ved, der er sat op, så der er bedre tilgængelighed for byens vælgere i Mårslet.

Det er dette gelænder, som Anette Poulsen står ved, der er sat op, så der er bedre tilgængelighed for byens vælgere i Mårslet. Foto: Camilla Kjærgaard Olesen

Folketingsvalg i Aarhus: Her går man efter at sætte valgrekord

Det vrimler med vælgere fra morgenstunden i Mårslet, der håber på rekordvalgdeltagelse

Af
Camilla Kjærgaard Olesen

For fire år siden var der 85,9 procent af de stemmeberettigede i Mårslet, der valgte at sætte deres kryds på stemmesedlen til folketingsvalget. Det høje tal har valgstyreformand Anette Poulsen, der sidder i byrådet for Socialdemokratiet, en forventning om bliver slået i år.

"Til Europaparlamentsvalget for halvanden uge siden havde Mårslet et af de højeste stemmetal i kommunen på 79,8, og det var rigtig flot. Jeg vil rigtig gerne slå stemmeprocenten for fire år siden," siger Anette Poulsen, mens det vrimler ind med vælgere i hallen ved skolen i Mårslet.

Ved valget for fire år siden blev stemmeprocenten talt op tre gange i løbet af de 12 timer, valgdagen står på. I år der en optælling mere, og den stod på en time efter, valget var ringet i gang.

På det tidspunkt var der allerede 13,7 procent af de stemmeberettigede i Mårslet, der havde sat deres kryds.

Den første måling for fire år siden var klokken 11.30, og dengang lød tallet på 24. Og det tal regner Anette Poulsen med bliver højere i år.

"Der har allerede været en masse vælgere forbi. Der er rigtig mange, der har børn med i år. Det er nok også, fordi det er en fridag i år, men jeg synes, det er vigtigt, at børnene lærer om den demokratiske proces i en tidlig alder. Jeg har nogle tatoveringer til børnene, hvor der står 'jeg har stemt,' og der er mange, der synes, det er sejt, at de får sådan en," lyder det fra valgstyreformanden i Mårslet.

Forbedringer ved valget

Ved Europaparlamentsvalget 26. maj var der en borger, der gjorde Anette Poulsen opmærksom på, at tilgængeligheden for gangbesværede ikke var særlig god i Mårslet.

Hun tog derfor straks kontakt til skolens tekniske serviceleder, som har sørget for at sætte et gelænder op langs trappen ned til hallen, og derudover er der også lavet en tilkørselsrampe ind til selve hallen.

Og det ser ud til, at det har virket, for mens Lokalavisen Aarhus er i hallen, kommer der en kvinde kørende i rullestol, og hun udbryder med et smil:

"Nu mangler vi bare den røde løber."

"Jeg går meget op i, at der er tilgængelighed for alle. Det er vigtigt, at der er en god sikkerhed til alle vælgerne," siger Anette Poulsen.

Foruden gelænder og rampe er forholdene omkring valgbordene også blevet ændret siden Europaparlamentsvalget 26. maj.

Her var der nemlig på et tidspunkt så lang kø ved valgbord ét, at de vælgere, der skulle til nogle af de andre valgborde ikke kunne se, hvor de skulle gå hen. Det betyder, at de tre valgborde nu er blevet flyttet til en anden ende af hallen, og det har virket.

"Det har kørt uden problemer de første par timer i dag. Det har ikke været nødvendigt at hjælpe folk hen til valgbordene, så den ændring, vi har lavet, har virket," siger valgstyreformanden i Mårslet, der er en af de 22 frivillige, der er i gang i dagens 12 valgtimer.

De frivillige er både helt almindelige borgere, der gerne vil hjælpe til, og så er der otte, der er fra forskellige partier.

Publiceret 05 June 2019 11:15

SENESTE TV