Khadije Halloum laver blandt pizza i Food Mix.

Khadije Halloum laver blandt pizza i Food Mix. Foto: Camilla Kjærgaard Olesen

21-årig kvinde åbner ny restaurant i Aarhus V

Khadije Halloum har netop åbnet Food Mix på Kappelvænget i Aarhus V

Af
Camilla Kjærgaard Olesen

mad Egentlig havde hun en drøm om at blive selvstændig bilforhandler, fordi flere i familien er det, men hun er sprunget over i en helt anden branche og har netop åbnet sin egen restaurant på Kappelvænget i Aarhus V.

21-årige Khadije Halloum har arbejdet på McDonalds og Domino's og fik smag for mad, og da Domino's lukkede, fik hun for alvor tankerne hen på at åbne sin egen restaurant.

Det tidligere pizzeria på Kappelvænget 8B i Aarhus V blev sat til salg, og så slog hun til. Hun har sammen med venner og familie brugt de seneste tre måneder på at totalrenovere stedet, så det eneste, der er tilbage fra tidligere, er gulvene, som også har fået en kærlig omgang. De har forsøgt at gøre restauranten mere lys og indbydende til kunderne, og indtil videre har folk i området taget godt imod den.

Fra sit nye sted serverer hun grillspyd, sandwich, salater, burger og pizza.

"Der er mange pizzeria og burgersteder i området, men der er ingen, der serverer forskellige ting. Jeg ville gerne prøve noget nyt, så nu står jeg her," siger Khadije Halloum, der egentlig er uddannet frisør, men altså både har lagt skruenøglen og saksen på hylden til fordel for mad.

Et mix af mad

Fordi hun har valgt at servere forskellige retter, har hun døbt sin restaurant for Food Mix - netop fordi det er et mix af mad, der bliver langet over disken.

"Jeg har tænkt rigtig meget over navnet, og så fandt vi på det her, og det passer godt til stedet," siger hun.

Hun slog dørene op til Food Mix 11. maj, og hun har endnu ikke holdt fri.

"Det er svært, når man er selvstændig at finde en fridag, og jeg skal også have restauranten op at køre," siger hun med et smil, også selv om det kan blive sent, inden hun kan vende snuden mod hjemmet, der ligger tæt på restauranten.

Drømmer om succes

Indtil videre er hendes drøm, at Food Mix kommer op at køre, og at aarhusianerne tager godt imod hendes restaurant. Selv om hun ikke har gjort sig de store tanker om fremtiden, så er drømmen, om, at Food Mix skal være flere steder i Aarhus, ikke fjern.

"Hvorfor ikke have en aarhusiansk kæde - det kunne da være fedt," lyder det fra Khadije Halloum, der er født og opvokset samme sted, hvor hun har valgt at slå sig ned med sin restaurant, så som veninden og svigerinden Burcin Misir siger, så er hun i barndommens gader, og det betyder også, at mange i området kender hende.

Publiceret 05 June 2019 08:00

SENESTE TV

Galleri-rundtur i Aarhus

Galerie Møller Witt

Det er ved at være sidste chance for at se Jes Fomsgaards soloudstilling på Galerie Møller Witt. Fomsgaard har tidligere bidraget til udsmykningen af iNano Instituttet Aarhus Universitet. Udstillingen 'Artificiel Move' er åben til 26. juni og viser en række malerier med fokus bl.a. på kompleksiteten og bevægelsen i de mange forskellige rum, mennesker er en del af.

Galerie Møller Witt, Christiansgade 18, Aarhus C.

Galleri Gallo

De to kunstnere Louise Volsted Pedersen og Ulf Larsen udstiller for tiden på Galleri Gallo. Ulf Larsen har tidligere lavet naturmalerier, men efterhånden er det mere motiver fra byen og tegninger af jazzmusikere live, han har kastet sig over. Louise Volsted Pedersen eksperimenterer med udtryk, linje og former og henter inspiration bl.a. i naturen, blade og egne fotografier. Udstillingen kan ses til 19. juni.

Galleri Gallo, Nørre Allé 86, Aarhus C.

Galleri Profilen

180 ukendte værker af Hans Horn, hvis liv som soldat under 2. verdenskrig er beskrevet i Tom Buk-Swientys bog 'Det ensomme hjerte', udstilles på Galleri Profilen til 27. juni. Værkerne, der ikke har været udstillet før, viser bl.a. akvareller af blomster, landskaber, satiriske religiøse billeder og stærke traumatiske malerier om krigen.

Galleri Profilen, Grønnegade 93, Aarhus C.

Keller-Arlund – temporary art

Udstillingsstedet Keller-Arlund viser til 20. juni malerier af Vibeke Jensen, der har rum som gennemgående motiv. Kunstneren bruger en teknik, hvor hun 'prikker' sine motiver op og binder dem sammen med flader og plamager, så de tilsammen danner rum.

Keller-Arlund, Peder Skrams Gade 32, Aarhus N.