Foto:

Foto: Erik Refner / Ritzau Scanpix

Medie:

Stram Kurs-spidskandidat fra Aarhus mødtes med nynazister og tidligere Ku Klux Klan-leder

Berlingske skriver, at professor emeritus Helmuth Nyborg fra Aarhus, der er spidskandidat for Stram Kurs i Østjylland, har holdt oplæg ved arrangementer med nynazister, antisemitter og andre repræsentanter fra det ekstreme højre

Af
Jonas Wrede Hansen

Dagen før et folketingsvalg er det nok ikke ligefrem dårlige historier, man vil samle på som ny folketingskandidat. Derfor sad Helmut Nyborg fra Stram Kurs nok heller ikke og jublede med morgenkaffen, da han i Berlingske kunne læse historien om, at han har mødt topfolk fra den ekstreme højrefløj.

Ifølge mediet har den tidligere psykologi-professor på Aarhus Universitet holdt oplæg ved arrangementer med holocaustbenægtere, antisemitter og andre repræsentanter fra det ekstreme højre. I september sidste år holdt Hemuth Nyborg ifølge Berlingske oplæg ved Scandza Forum i København, hvor blandt andre personer med tilknytning til den amerikanske Alt right-bevægelse deltog samt skandinaviske nynazister.

Professoren afviser, at han deler synspunkter med de personer, der hørte hans oplæg. Han forklarer i stedet, at han blot har fremlagt sine data og forskningsresultater og ikke vil stå til ansvar for tilhørernes politiske overbevisning.

Matthew Fallon Hinds, som undersøger den yderste højrefløj i vestlige demokratier og er tilknyttet Dansk Institut for Internationale Studier, siger til Berlingske, at Helmuth Nyborgs deltagelse ved eksempelvis Scandza Forum er problematisk:

"Det er under al kritik og utroligt problematisk, at han omgås de mennesker. Der er hvide nationalister blandt dem, og der er antisemitter, der bruger samme retorik, som ansporede Holocaust og nazismen under Anden Verdenskrig. Det er ekstreme figurer, der tilhører de alleryderste grene af højrefløjen, og Helmuth Nyborgs deltagelse er med til at legitimere deres synspunkter."

Spidskandidat i Østjylland

Leder af Stram Kurs, Rasmus Paludan, annoncerede i maj måned Helmuth Nyborg som spidskandidat i Østjylland for partiet til folketingsvalget.

Professoren, der har specialiseret sig i udviklingspsykologi, har en noget kontroversiel fortid, hvor han blandt andet har udtalt til Politiken, at mænd har en højere IQ end kvinder, og til Ekstra-Bladet har han tidligere udtalt, at den gennemsnitlige IQ hos somaliere er meget lavere end danskeres.

Rasmus Paludan var dog i maj ganske begejstret for at have fået Helmuth Nyborg som spidskandidat.

"Professor Helmuth Nyborg er en internationalt højt respekteret og anerkendt forsker, der i årtier har forsket i og udbredt kendskabet til videnskaben inden for IQ og menneskers biologiske forskellighed inden for kognitive evner. Hans viden og utrolige indsigt og formidlingsevne er derfor af ubeskrivelig værdi for både partiet og for Danmark," sagde Rasmus Paludan dengang i et opslag på Facebook.

Ifølge Århus Stiftstidende gik Helmuth Nyborg på pension i 2007 efter en alvorlig irettesættelse fra Aarhus Universitet.

Publiceret 04 June 2019 09:52