Foto: Nybolig Per Faurholt Risskov

Aarhus' dyreste:

Tidligere mode-boss sætter Thomas Helmigs gamle villa til salg

Thomas Helmigs gamle million-villa i Risskov er sat til salg for 24,5 millioner kroner, hvilket gør den til Aarhus' dyreste, der er til salg lige nu, skriver Boliga.dk

Allan Freivald, grundlægger af tøjfirmaet Sisters Point, har sat sin 300 kvadratmeter store liebhavervilla til salg. Tidligere var den ejet af Thomas Helmig, og med en udbudspris på 24,5 millioner kroner er det over 100 år gamle hus det dyreste, der er til salg i Aarhus lige nu. Kvadratmeterprisen løber således op i godt 80.500 kroner. Det skriver boligsitet Boliga.dk.

Villaen ligger på Skrænten i Risskov, hvor man for million-beløbet udover udkig til bugten får en helt særlig, ældre villa med udsøgte detaljer, "der er renoveret og istandsat med respekt for den oprindelige byggestil", som ejendomsmæglerfirmaet Nybolig Per Faurholt Risskov beskriver det i boligens salgsopstilling.

Før Allan Freivald, der sidste år solgte Sisters Point efter næsten 24 år ved roret, flyttede ind i det karakteristiske, gule bindingsværkshus, var det hjem for et andet kendt Aarhus-barn.

Freivald købte nemlig huset tilbage i 2012 af ingen ringere end den folkekære troubadour Thomas Helmig og hustruen Renée Toft Simonsen.

Dengang solgte parret huset til den tidligere mode-boss for 14,4 millioner kroner. Det oplyser Boliga.dk.

Syv år har Allan Freivald altså tilbragt i luksus-villaen med den tilhørende 1.644 kvadratmeter store grund i Risskov.

Se flere billeder af Aarhus' dyreste villa på Boliga.dk

jwh

Publiceret 04 June 2019 10:05

SENESTE TV

Galleri-rundtur i Aarhus

Galerie Møller Witt

Det er ved at være sidste chance for at se Jes Fomsgaards soloudstilling på Galerie Møller Witt. Fomsgaard har tidligere bidraget til udsmykningen af iNano Instituttet Aarhus Universitet. Udstillingen 'Artificiel Move' er åben til 26. juni og viser en række malerier med fokus bl.a. på kompleksiteten og bevægelsen i de mange forskellige rum, mennesker er en del af.

Galerie Møller Witt, Christiansgade 18, Aarhus C.

Galleri Gallo

De to kunstnere Louise Volsted Pedersen og Ulf Larsen udstiller for tiden på Galleri Gallo. Ulf Larsen har tidligere lavet naturmalerier, men efterhånden er det mere motiver fra byen og tegninger af jazzmusikere live, han har kastet sig over. Louise Volsted Pedersen eksperimenterer med udtryk, linje og former og henter inspiration bl.a. i naturen, blade og egne fotografier. Udstillingen kan ses til 19. juni.

Galleri Gallo, Nørre Allé 86, Aarhus C.

Galleri Profilen

180 ukendte værker af Hans Horn, hvis liv som soldat under 2. verdenskrig er beskrevet i Tom Buk-Swientys bog 'Det ensomme hjerte', udstilles på Galleri Profilen til 27. juni. Værkerne, der ikke har været udstillet før, viser bl.a. akvareller af blomster, landskaber, satiriske religiøse billeder og stærke traumatiske malerier om krigen.

Galleri Profilen, Grønnegade 93, Aarhus C.

Keller-Arlund – temporary art

Udstillingsstedet Keller-Arlund viser til 20. juni malerier af Vibeke Jensen, der har rum som gennemgående motiv. Kunstneren bruger en teknik, hvor hun 'prikker' sine motiver op og binder dem sammen med flader og plamager, så de tilsammen danner rum.

Keller-Arlund, Peder Skrams Gade 32, Aarhus N.