Aarhusianske muslimer var søndag på gaden i Aarhus for at udlevere velgørenhedspakker til byens hjemløse.

Aarhusianske muslimer var søndag på gaden i Aarhus for at udlevere velgørenhedspakker til byens hjemløse. Privatfoto.

Muslimer uddelte pakker med mad, strømper og tandpasta til hjemløse i Aarhus

Uzma Latif gentog succesen fra ramadanen sidste år med at udlevere velgørenhedspakker til hjemløse i Aarhus

Af
Jonas Wrede Hansen

"I ramadanen har man meget fokus på at forbedre sig på forskellige punkter både spirituelt, men også ved at have fokus på gode gerninger. Derfor tænker man rigtig meget på dem, der ikke har så meget, og dem vil jeg gerne hjælpe," sådan lyder det fra Uzma Latif, der søndag var på gaden i Aarhus sammen med andre muslimer for at uddele velgørenhedspakker til byens hjemløse.

Ved 14-tiden startede Uzma Latif sammen med andre aarhusianske muslimer med at udlevere pakkerne ved Nørre Allé, hvorefter de fortsatte ad Klostertorvet og hele vejen igennem Strøget med at glæde hjemløse.

"De blev rigtig glade og takkede mange gange. Jeg tror virkelig, at de hjemløse på eksempelvis Klostertorvet tit oplever at blive ignoreret. De er ofte meget berusede, og det gør nok, at folk bliver lidt bange for dem. Men går man hen til dem for at snakke med dem, så bliver man mødt på en meget, meget god måde," fortæller Uzma Latif til Lokalavisen Aarhus.

Gentog succesen

De glade givere med Uzma Latif i spidsen havde 50 såkaldte ramadan-pakker med til de hjemløse. De bestod blandt andet af kiks, juice, tandbørste, tandpasta og et par strømper. Turen endte på værestedet i Jægergårdsgade, hvor de sidste pakker blev givet til folk, der havde brug for dem.

Det er andet år i træk, at Uzma Latif har arrangeret udlevering af velgørenhedspakker til hjemløse i Aarhus i forbindelse med ramadanen.

"Det var en tanke, jeg gik med i et par år. Sidste år fik jeg så taget mig sammen til at gøre det. Jeg skrev mails rundt til ti forskellige store virksomheder for at høre, om de var interesserede i at sponsorere. Jeg fik det samme svar fra de her virksomheder. De skrev, at de ikke kunne støtte det, fordi de støttede for mange andre ting," fortæller Uzma Latif.

Men den muslimske kvinde fra Aarhus var dog ikke sådan at slå ud, så for at få samlet penge ind til hendes gode gerning oprettede hun i stedet en indsamling på Facebook. Det gik godt, og på ingen tid havde hun samlet nok penge ind, så hendes idé kunne føres ud i livet.

I år fik hun samlet omkring 8.000 kroner ind, hvilket var nok til at lave 50 velgørenhedspakker til Aarhus samt 50 velgørenhedspakker til København.

Publiceret 03 June 2019 09:16

SENESTE TV

Galleri-rundtur i Aarhus

Galerie Møller Witt

Det er ved at være sidste chance for at se Jes Fomsgaards soloudstilling på Galerie Møller Witt. Fomsgaard har tidligere bidraget til udsmykningen af iNano Instituttet Aarhus Universitet. Udstillingen 'Artificiel Move' er åben til 26. juni og viser en række malerier med fokus bl.a. på kompleksiteten og bevægelsen i de mange forskellige rum, mennesker er en del af.

Galerie Møller Witt, Christiansgade 18, Aarhus C.

Galleri Gallo

De to kunstnere Louise Volsted Pedersen og Ulf Larsen udstiller for tiden på Galleri Gallo. Ulf Larsen har tidligere lavet naturmalerier, men efterhånden er det mere motiver fra byen og tegninger af jazzmusikere live, han har kastet sig over. Louise Volsted Pedersen eksperimenterer med udtryk, linje og former og henter inspiration bl.a. i naturen, blade og egne fotografier. Udstillingen kan ses til 19. juni.

Galleri Gallo, Nørre Allé 86, Aarhus C.

Galleri Profilen

180 ukendte værker af Hans Horn, hvis liv som soldat under 2. verdenskrig er beskrevet i Tom Buk-Swientys bog 'Det ensomme hjerte', udstilles på Galleri Profilen til 27. juni. Værkerne, der ikke har været udstillet før, viser bl.a. akvareller af blomster, landskaber, satiriske religiøse billeder og stærke traumatiske malerier om krigen.

Galleri Profilen, Grønnegade 93, Aarhus C.

Keller-Arlund – temporary art

Udstillingsstedet Keller-Arlund viser til 20. juni malerier af Vibeke Jensen, der har rum som gennemgående motiv. Kunstneren bruger en teknik, hvor hun 'prikker' sine motiver op og binder dem sammen med flader og plamager, så de tilsammen danner rum.

Keller-Arlund, Peder Skrams Gade 32, Aarhus N.