Stine Søvang startede for et år siden sin egen virksomhed i et kontorlokale i en kælder. I dag har hun opbygget en webshop og fået lokaler på Violvej i Risskov.

Stine Søvang startede for et år siden sin egen virksomhed i et kontorlokale i en kælder. I dag har hun opbygget en webshop og fået lokaler på Violvej i Risskov. Foto: Pressefoto

Arbejdsløshed gjorde Stine selvstændig:

Nu har hun egen butik i Risskov

38-årige Stine Søvang var efter endt barsel opsat på at vende tilbage til arbejdsmarkedet, men det væltede ikke ind med jobtilbud. Derfor startede hun egen virksomhed, som hun i dag kæmper for at gøre til en succes

Af
Martin Jørgensen

ERHVERV "Nu var jeg endelig i gang igen. Jeg kunne mærke, at det var så fedt at være ude på arbejdsmarkedet, men det var svært at få arbejde, fordi jeg havde små børn."

Stine Søvangs to sønner blev født med få års mellemrum, og derfor gik hun på barsel næsten uafbrudt i fire år.

Efter endt barsel gav en tidsbegrænset stilling hende smag på arbejdsmarkedet igen, men af økonomiske årsager kunne virksomheden ikke tilbyde hende at fortsætte. I stedet for at lede videre efter et andet arbejde i modebranchen, så startede hun tøjbutikken Light Green Studio, der sælger moderigtigt og bæredygtigt tøj.

"Jeg er god til det, jeg laver. Så jeg tænkte, at jeg burde kunne gøre det selv. Jeg har både alder og erfaring til det, så derfor sprang jeg ud i det," fortæller 38-årige Stine Søvang, der er uddannet som faglig salgsassistent med speciale i tekstil og har 20 års erfaring i modebranchen, hvilket har taget hende til store adresser som Milano og Paris for at arbejde.

Butik i Risskov

I maj 2018 startede hun Light Green Studio op i et kontorlokale i en kælder i nordbyen, hvor huslejen var overkommelig for en nystartet virksomhed.

"Det var ikke ligefrem butikslokaler, men det var et godt sted at starte op. Der kom faktisk flere kunder, end jeg havde regnet med på trods af kælderplaceringen," fortæller Stine Søvang, som derfor besluttede sig for at rykke i større lokaler.

Herefter fandt hun så lokalerne på Violvej i Risskov, hvor hun har fundet sig godt til rette.

"Risskov er i en stor udvikling, og jeg synes, at der sker meget herude. Det er en forstad, der vokser, og der er ikke længere kun en bager, men derimod rigtig mange lækre specialbutikker, og derfor synes jeg, at mit koncept passer rigtig godt ind."

Egen chef uden løn

Der er visse fordele ved at være selvstændig, og dem nyder hun godt af på det personlige plan, hvor hun kan gøre meget selv og slipper for hjælp udefra, fortæller Stine Søvang.

"Det er super fedt, at man ikke skal spørge nogen om lov, før man gør noget. Man kan gå med sin mavefornemmelse, som også er vigtig inden for vores branche. Og så kan jeg selvfølgelig spare en del på mandetimer, fordi jeg klarer meget af arbejdet selv," lyder det fra Stine Søvang, som står for alt lige fra opbygning af webshop til bogføring, og netop selvstændigheden er noget, som hun prioriterer meget højt.

"Det er meget bekræftende at få lov til at prøve de ting af, som jeg har lært igennem tiden, så det giver bare god mening, at jeg står for det meste selv."

Stine Søvang står selv i butikken og har ikke fastansatte i butikken, men i stedet tilknyttet afløsere i form af unge piger, hun kan ringe til, hvis børnene eksempelvis bliver syge.

Når spørgsmålet går på, hvornår Light Green Studie er blevet en succes, så er svaret klart.

"Det er det den dag, hvor jeg tjener penge. Efter et år som selvstændig, får jeg stadig ingen løn, så hvis man kigger på det på et mere personligt plan, så er det helt klart dét."

Men hvorfor bliver du ved, når du ikke får løn?

"Det handler om, at man i sit arbejdsliv skal gøre, hvad der gør en glad. Og det gør mig eksempelvis glad at nå i hus med mine salgsmål eller få lov at forhandle eksklusive tøjmærker."

Hvis alt går vel og Stine Søvang får udviklet virksomheden til en rentabel forretning, er drømmen at åbne en butik inde i midtbyen eller i København, men først og fremmest er fokus på at gøre Light Green Studio i Risskov til en sund forretning.

Light Green Studio

  • Mange af Light Green Studios leverandører har en bæredygtig tankegang
  • Produktudvalget er derfor udvalgt ud fra et moderigtigt og bæredygtigt aspekt
  • Af mærker forhandles der blandt andet Anine Bing, Kenzo, Isabel Marant Etoile og Skall Studio
  • Butikken er beliggende i Risskov på Violvej 4 tæt på Lagkagehuset over for Bellevue Hallen

Publiceret 26 May 2019 10:00

SENESTE TV