Daniel Oswaldo Studsgaard foran Aarhus Judo Klub i Finlandsgade i Aarhus Nord, hvor han træner 11 timer ugentligt i håbet om, at han en dag kan blive dygtig nok til at komme til OL.

Daniel Oswaldo Studsgaard foran Aarhus Judo Klub i Finlandsgade i Aarhus Nord, hvor han træner 11 timer ugentligt i håbet om, at han en dag kan blive dygtig nok til at komme til OL. Foto: Martin Jørgensen

15-årig aarhusiansk judokæmper slås for drømmen om OL i 2024

ESAA-eleven Daniel Oswaldo Studsgaard fra Stavtrup er U18-danmarksmester i judo i sin vægtklasse. Selvom han kun er 15 år, drømmer han allerede nu om at komme til OL i 2024 eller 2028

Af
Martin Jørgensen

TALENT Det er de færreste, der, med stolthed i stemmen og et smil på læben, fortæller, at de både har fået deres far og storebror til at besvime ved at strangulere dem. Men når man er født ind i en inkarneret judo-familie, er det en præstation i sig selv.

"Judo er en rigtig familieting hjemme hos os. Mine søskende og min far har førhen dyrket det på højt plan, og vi slås altid derhjemme på gulvet og i sofaen. Det er helt normalt for os, at vi ligger og roder rundt med hinanden, kvæler hinanden og andre mærkelige ting," fortæller Daniel Oswaldo Studsgaard med et stort smil på læben og tilføjer:

"Jeg synes jo bare, at det er fedt, at jeg i starten af mine teenageår nåede en alder, hvor jeg lige pludselig også blev stor nok til at kunne tæve de andre i familien."

Danmarksmester mod alle odds

Stuegulvet i familiens hjem i Stavtrup bruges ofte som arena for interne familieopgør, men det er dog i Aarhus Judo Klub i Aarhus Nord, at 15-årige Daniel Oswaldo Studsgaard bruger det meste af sin tid. Noget, han har gjort, siden han begyndte i folkeskolen.

Resten af familien Studsgaard har haft deres storhedstid indenfor sportsgrenen, men nu er det blevet Daniel Oswaldo Studsgaards tur til at hive medaljer hjem til familien, og i 2018 tog han allerede en stor skalp.

Den 15-årige aarhusianer blev nemlig danmarksmester i U18-rækken som førsteårs kadet i 66 kg. vægtklassen. Det betyder, at det var det første år, at han kæmpede i netop denne række, efter at han fyldte 15 år.

Judokæmperen Daniel Oswaldo Studsgaard stiller op i vægtklassen 66 kg., hvor han sidste år blev danmarksmester i U18-rækken, selvom han kun var 15 år gammel.

Judokæmperen Daniel Oswaldo Studsgaard stiller op i vægtklassen 66 kg., hvor han sidste år blev danmarksmester i U18-rækken, selvom han kun var 15 år gammel. Foto: Søren Studsgaard

"Det var imod alle odds, at jeg tog sejren. Jeg havde jeg ikke regnet med det, men jeg slås altid for guldet. Det er det, jeg er med for. Hvorfor skulle jeg ellers være med," spørger han retorisk.

Men som det også er tilfældet med mange andre Aarhus-talenter, så er Daniel Oswaldo Studsgaards succes og medaljehøst et resultat af hårdt arbejde, timevis af træning og de rette prioriteter.

"Jeg træner op til 11 timer i de uger, hvor der ikke er stævne eller træningslejr. Men ofte rejser vi meget, så jeg er også meget væk fra skolen og vennerne," lyder det fra den unge kæmper, der tit er væk flere uger ad gangen til turneringer på internationale adresser som Tyskland, Tjekkiet og Rusland for at dyrke den moderne japansk kampsport, der består af kasteteknikker og holdegreb, og med kampe der varer op til fem minutter.

ESAA og OL

Til dagligt går Daniel Oswaldo Studsgaard i én af de to ESAA-klasser på Rundhøjskolen. Han beskriver, ligesom Sofus Møllgaard fortalte Lokalavisen Aarhus i sidste uge, at der i elitesportsklasserne er en fælles forståelse for hinanden, der adskiller sig fra, hvordan det er at gå i en normal folkeskoleklasse.

"Jeg tror, at vi har et lidt andet forhold end i andre klasser. Mange af os kan ikke møder op til forskellige arrangementer, fordi vi rejser meget, og det er der fuld forståelse for, når man er i det samme sportsmiljø," fortæller Daniel Oswaldo Studsgaard, som næste år starter på Risskov Efterskole, hvorefter han skal vælge, hvilket gymnasie, han har lyst til at fortsætte på.

Han understreger nemlig, at skolen er vigtig, da det er de færreste judokæmpere, der ender med at kunne leve af sporten. Det faktum gør dog intet ved teenagerens store ambitioner om en dag at komme med til OL enten i 2024 eller 2028.

Men er det overhovedet realistisk, at du når så langt?

"Selvfølgelig er det det. Jeg har sagt jeg vil gøre det, så det kommer jeg også til," lyder det selvsikkert fra Daniel Oswaldo Studsgaard, som i skrivende stund er nummer 103 på verdensranglisten i sin vægtklasse.

Til sommer får han en lille smagsprøve på, hvad det vil sige at være til et OL, da han netop er blevet udtaget til European Youth Olympic Festival, som afholdes i Baku i Aserbajdsjan.

ESAA

  • ESAA er et partnerskab mellem lokale klubber, byens uddannelsesinstitutioner, Team Danmark og DIF. Partnerskabet er forankret i Aarhus Kommune ved fonden Eliteidræt Aarhus
  • ESAA tilbyder mulighed for at kombinere uddannelse med talent- og elitesport – DUAL CAREER, og unge har mulighed for at blive en del af ESAA i både i folkeskolen og på ungdomsuddannelse
  • I de kommende uger vil Lokalavisen Aarhus snakke med nogle af de unge Aarhus-talenter, som er en del af ESAA-partnerskabet

Publiceret 26 May 2019 07:00