Pr-foto.

Populære Shakshuka udvider med ny bod hos Aarhus Central Food Market

Shakshuka åbner endnu en bod hos madmarkedet ved Strøget i Aarhus

Når William Malloul, som har Shakshuka-boden i Aarhus Central Food Market, torsdag ruller gitteret op til sin nye bod hos madmarkedet, lover han, at det bliver med store, smagfulde pitaer på menuen – præcis som man laver dem i det i hans israelske hjemby Tel Aviv.

”Jeg er opvokset i Tel Aviv, så det israelske køkken står mig meget nært. Det er et mangfoldigt madunivers, der sprudler af spændende smage, som jeg glæder mig meget til at præsentere for de madglade aarhusianere. Jeg er utrolig glad for den opbakning, som min madbod Shakshuka har fået, og jeg håber, at gæsterne vil tage lige så godt imod min pitabod,” fortæller William Malloul i en pressemeddelelse.

(Artiklen fortsætter under billedet)

William Malloul, manden bag madboden Shakshuka hos Aarhus Central Food Market, åbner endnu en bod.

William Malloul, manden bag madboden Shakshuka hos Aarhus Central Food Market, åbner endnu en bod. Pr-foto

Og selvom der er mange pitabarer i Aarhus, er William Malloul ikke i tvivl om, at der også er plads til hans.

”Mine pitaer er noget helt andet end de steder, der findes i Aarhus i dag. Jeg har virkelig savnet gode, autentiske pitaer, som jeg kender dem derhjemmefra – lavet efter traditionelle israelske opskrifter og tilberedt af friske kvalitetsråvarer. Jeg glæder mig enormt meget til at forkæle aarhusianerne med den ægte smag af pita a la Tel Aviv," fortsætter William Malloul i pressemeddelelsen.

På menuen finder man blandt andet en pita med Williams hjemmelavede falafler og den israelske specialitet sabih, som består af grillede auberginer og æg. Fælles for alle pitaerne er, at de fyldes med dagens frisklavede israelsk-inspirerede salater og dressinger som couscous, chilisalat med kikærter, marinerede tomater og agurker, auberginesalat, tahin og hummus.

Pitaboden har navnet Pita by Shakshuka og åbner torsdag klokken 11.30.

Publiceret 16 May 2019 10:39

SENESTE TV