I alt 95 træer skal være plantet på Ø-linjen i juni. Foto: Aarhus Kommune

I alt 95 træer skal være plantet på Ø-linjen i juni. Foto: Aarhus Kommune

95 frugttræer på vej på Aarhus Ø

Kommunen er godt i gang med at forgrønne Aarhus Ø

Aarhus Kommune har allerede fået plantet 47 træer, og i denne uge begynder Havneholmen på Aarhus Ø at plante yderligere 48 træer.

Dermed har borgere, der færdes i byens nyeste postnummer, lidt grønt at kigge på.

De i alt 95 frugttræer skal bidrage til en grøn passage, kaldet Ø-Linjen, tværs gennem Aarhus Ø, hvor forskellige aktiviteter skal lokke gæster og beboere ud i det fri, skriver kommunen i en pressemeddelelse.

Beplantningen på Aarhus Ø bidrager samtidig til kommunens ambition om at have plantet 10.000 træer inden 2025.

"Hvis vi i fremtiden vil have en by, hvor det grønne giver modspil til husene, har vi brug for projekter som Ø-Linjen. Det kræver private investorer og bygherrer, som tager træer seriøst og giver dem plads i byudviklingen," siger Bünyamin Simsek (V), rådmand for Teknik og Miljø.

Ifølge ham er det en nødvendighed, at private hjælper til med at nå målet om 10.000 træer i 2025, men rådmanden opfordrer samtidig byrådet til at finansiere flere træer.

"Fortsætter vi i det nuværende tempo, når vi ikke engang halvvejs med vores målsætning. Vi har brug for flere private initiativer som Ø-Linjen, men det er byrådet, som har det største ansvar. Vi er nødt til at sætte endnu flere penge af til træer i de kommende års budgetter."

Plantningen af de sidste 48 træer på Ø-linjen begynder i denne uge og vil være afsluttet i juni.

"Vi er glade for, at vi kan være med til at forskønne byen og samtidig imødekomme beboernes visioner til Ø-Linjen. Vi har kørt en borgerdrevet proces for Ø-Linjens indhold og formål, hvor ønsket om mere grønt og træer var et gennemgående træk," siger Anders Laursen, projektudvikler hos Lighthouse United.

dp

Publiceret 14 May 2019 16:27