Præsteklumme:

Natur og kultur

Af
Torben Brink

vikarpræst i Borum-Lyngby

præsteklumme Mennesket er et flokdyr. Sådan er det, og sådan har det vist været, lige siden vi blev mange nok til at være det. Det er en del af vores natur.

Men samtidig rummer mennesket nogle tilbøjeligheder, der går i den stik modsatte retning: Vi vil nemlig også gerne hver især skille os ud fra mængden. Med en vis forsigtighed betragter vi os selv som enere, men vi er nu mest trygge ved at være det på præcis den samme måde, som alle andre. I begyndelsen af 80’erne talte den navnkundige professor Sløk om os som ’uniformerede individualister’, og i dag har vi alle sammen stribede Kähler-vaser stående.

Mennesket er et flokdyr, men i en naturhistorisk sammenhæng har vi som flok en uheldig tilbøjelighed til at slå cirkel om os selv. I længden kan en flok bare ikke overleve i isolation. Den vil hurtigt gå til i indavl.

Flokken bliver derimod stærkere, hvis den tillader sig at indgå i sammenhænge, der rækker ud over den selv. Udveksling af elementer med andre flokke er med til at skabe den nødvendige fornyelse. Interaktion er en vitaminindsprøjtning, og sammen er vi stærkere.

Musen og elefanten kan overbevise sig selv og hinanden om, at de gungrer, når de går over en bro. Men når musene krydser broen alene, lyder de ærlig talt ikke af meget, og det uanset hvor mange de end er.

Sådan er det også med os, når vi insisterer på kun at se indad imod os selv og hinanden. Når vi har nok i os selv og kun vil dele flok med dem, der ligner os til forveksling.

Søndagens budskab er, at vi i Jesus har en hyrde, der med sit eget liv som indsats vil gøre alt for at beskytte den flok, som vi tilsammen udgør.

Men samtidig talte han utrætteligt for, at vi som flok skal gøre plads for dem, der er anderledes. Måske kan vi på den måde være med til at gøre verden lidt bedre.

Publiceret 05 May 2019 07:00