Formændene for fællesrådene i henholdsvis i Skødstrup og Lystrup, Flemming Larsen og Inger Thranholm glæder sig først og fremmest til, at Letbanen for alvor begynder at køre i forstæderne. Fotocollage

Formændene for fællesrådene i henholdsvis i Skødstrup og Lystrup, Flemming Larsen og Inger Thranholm glæder sig først og fremmest til, at Letbanen for alvor begynder at køre i forstæderne. Fotocollage

Glæde og bekymring i de kommende Letbanebyer

Først og fremmest glæder formændene i Skødstrup og Lystrup-Elsted-Elev Fællesråd sig til letbanens åbning tirsdag 30. april, men der er også bekymring især for påvirkning af trafikken

Af
Anders Munk Povlsen

transport Nu skulle den langt om længe være god nok. Efter næsten to års forsinkelse åbner Aarhus Letbanes strækning mod Grenaa tirsdag 30. april. Nyheden om åbningen bringer først og fremmest glæde hos formændene for fællesrådene i henholdsvis Lystrup-Elsted-Elev og Skødstrup.

”Det er dejligt, at den åbner. Nu har der snart ikke kørt tog her i flere år. Så det er dejligt, at det endelig kommer i gang,” siger formand for Lystrup-Elsted-Elev fællesråd, Flemming Larsen.

Han bakkes op af formand for Skødstrup Fællesråd, Inger Thranholm. Ifølge hende har borgerne i Skødstrup manglet forbindelsen til Aarhus.

”Vi er glade for, at vi efter så lang ventetid får vores offentlige transportmiddel tilbage. Grenaabanen har vi været kede af blev lukket. Det har givet udfordringer for mange familier herude, og togbusserne har ikke været en løsning i den lange ombygningsperiode,” siger hun.

Bekymring for lange bomtider

Alt er dog ikke i den skønneste orden. I Lystrup er Flemming Larsen skuffet over, at den dialog Fællesrådet har haft med Letbaneselskabet bedømt på testkørslerne i høj grad er blevet overhørt. Især er han bekymret over, at der indtil videre i testperioden har været meget lange bomtider, hvor Letbanebommene har spærret vejene for bilisterne.

”Vi har fået at vide af bomtiderne ville være korte, så biltrafikken blev påvirket mindst muligt. Men de prøvekørsler, vi har set indtil nu, tyder på, at vi er oppe på bomtider på to et halvt minut og op til tre minutter. Forhåbentligt bliver det bedre, når de åbner rigtigt”, siger Flemming Larsen.

Samme problemstilling frygter man i Skødstrup.

”Det oplever vi også hos os. Trafikken bliver presset, når bommene går ned. Vi har to stoppested: Løgten og Skødstrup. Det giver kø på Grenåvej, som er den største færdselsåre her i Skødstrup. Det er jo især i morgen- og eftermiddagstrafikken, hvor der i forvejen er ekstra pres på vejene.,” siger Inger Thranholm.

Bomtiderne skal borgerne dog ikke forvente ændrer sig lige med det samme, hvis det overhovedet sker. Bomtiderne bliver nemlig de samme som nu, når togene går i officiel drift, oplyser direktør i Aarhus Letbane, Michael Borre, på sigt kan der dog måske kommer ændringer.

”Vi har lyttet til, hvad de siger, men vi kan ikke gøre det anderledes. Det, der er vigtigst for os, er sikkerheden. Det, vi til gengæld har talt om, er, når vi på et eller andet tidspunkt er forbi åbningen og har styr på driften, så kan man begynde og kigge på om man kan gøre noget ved den her bomtider. Men der er ingen garantier for, at vi kan gøre ret meget, og vi har ikke ressourcer til at gøre noget nu," siger han.

Gevinst på den lange bane

Både Inger Thranholm og Flemming Larsen håber, at det på den lange bane kan blive positivt for byerne, når den snarlige letbane åbning kommer.

”Jeg tror bestemt, det vil have betydning for det område, der ligger tæt på stationen. Jeg tror, at det kan betyde noget for tiltrækningen af arbejdskraft til den industri, der ligger dernede. Så det skal nok blive positivt, det tror jeg på,” siger Flemming Larsen.

Inger Thramholm peger dog på, at Letbaneselskabet efter flere år med manglende togdækning på strækningen skal stramme sig an for at vinde passagererne tilbage.

”De kommer til at skulle kæmpe for at få deres passagerer tilbage. Fordi når der går så lang tid, så vil folk disponere på anden vis, købe bil nummer to, købe en elcykel eller finde ud af noget andet, som gør, at de kan komme til og klare de ting, de skal have klaret,” siger hun.

Michael Borre, direktør for Aarhus Letbane. Pressefoto

Michael Borre, direktør for Aarhus Letbane. Pressefoto

Det bekymrer dog ikke direktøren for Letbanen, Michael Borre, som så den samme kritik modbevist, da Letbanen åbnede strækningen mod Odder.

”Den første mandag morgen vi havde åbent, der var togene propfyldt fra Odder mod Aarhus. Mit gæt er, at når først Letbanen kører, og toget er der om morgenen, så vil folk valfarte mod togene. Vi har ikke tænkt os at gøre noget særligt. Det, vi arbejder på, er at have så stabil og rettidig drift som muligt. Et godt produkt bør sælge sig selv, og så tror jeg kunderne kommer tilbage af sig selv,” siger Michael Borre.

12. maj markeres åbningen af Letbanestrækning mod Grenaa med en fest.

Publiceret 28 April 2019 08:00

SENESTE TV