Modelfoto:

Modelfoto: Adobe Stock

HiFi Klubben lukker butik i Aarhus:

Vil investere mere i nethandel

Tre butikker i Aarhus er én for meget for HiFi Klubben, der vælger at lukke i Storcenter Nord

HiFi Klubben har besluttet at lukke sin butik i Storcenter Nord i Aarhus efter snart tre år i centret. Det oplyser den danske virksomhed i en pressemeddelelse.

HiFi Klubben rykkede i august 2016 ind i Fonas tidligere lokaler i det aarhusianske center, men nu er det altså slut. I pressemeddelelsen forklarer Henrik Wieben, Country Manager i HiFi Klubben, at åbningen i Storcenter Nord for tre år siden var en test for at se, om en centerplacering ville retfærdiggøre en tredje butik i Aarhus.

”Men der er sket meget de sidste to til tre år i detailbranchen, og i dag er vi overbeviste om, at det, vores kunder ønsker, er to flotte butikker i Aarhus og så en styrkelse af vores digitale tilstedeværelse med en fed og personlig netbutik," fortæller han i pressemeddelelsen og fortsætter:

"Vi ser lukningen som en helt naturlig tilpasning til udviklingen: Nemlig at vores kunder i stigende grad ønsker en rigtig god rådgivning og en fuld købsoplevelse online. Dog stadig kombineret med muligheden for at komme forbi en fysisk butik og prøve- eller hente produkterne samt få ekstra rådgivning. Den tendens gør, at vi investerer i vores digitale univers og bruger kræfterne på at binde website og de fysiske butikker 100 procent sammen. Og derfor kan det simpelthen være mindre nødvendigt med mange butikker i samme by.”

HiFi Klubben i Storcenter Nord lukker med udgangen af april måned, men er stadig repræsenteret to steder i Aarhus. Kædens ældste butik ligger på Europaplads lige overfor Dokk1, og i 2014 åbnede HiFi Klubben på Agerøvej i Tilst. Kæden består desuden i dag af samlet set af 99 butikker placeret i Danmark, Norge, Sverige, Holland og Tyskland.

jwh

Publiceret 23 April 2019 07:37

SENESTE TV