Præsteklumme:

Påske i bedstemors stue

Af
Marianne Rothmann Bonde

sognepræst i Elsted Kirke

Præsteklumme En mørk regnfuld dag var jeg på besøg hos min mor, der bor på en skovejendom på Djursland sammen med min lillebror. Min mor har sæde i sidebygningen, min bror i hovedbygningen sammen med sin kone og deres seks børn, der selvfølgelig alle har deres daglige gang hos bedstemor.

Min mor er ikke rask, hun har mange smerter og må ofte hvile sig. Derfor har hun også en aftale om, at når gardinet er trukket for havedøren i hendes stue, betyder det, hun har brug for fred og ro! Det var sådan en dag, en sen eftermiddagstime, jeg kom forbi. Jeg var forberedt på mørket, og det i mere end en forstand - men jeg blev mødt af noget ganske andet.

Min mor fortalte nemlig, at hun over middag havde fået det rigtigt skidt, derfor havde hun trukket gardinet for og lagt sig med et uldtæppe over for at hvile. Så pludselig var havedøren, trods gardinet, gået op, og ind kom først en lille hånd. Hånden tilhørte Johannes, familiens yngste på 8. Derefter stak Johannes sit hoved ind: ”Jeg kommer med fred," sagde han til bedstemor. For Johannes var godt klar over, han var på afveje: At bedstemor hvilede sig. Men han var lige kommet fra skole, der var ingen andre hjemme, og han var fyldt til randen af dagens mange begivenheder.

”Jeg kommer med fred”…

”Så kom ind, Johannes”!

Og Johannes kom ind og satte sig i den store lænestol og begyndte at fortælle alt, hvad han havde oplevet. Han havde for eksempel lært om ADHD. Vidste bedstemor mon, hvad det var at have ADHD? Det vidste hun da ikke sådan lige i detaljer. Dem fik hun så. Så havde han også hørt H.C. Andersens eventyr om ”Store Claus og Lille Claus”. Det var en fantastisk historie. Ville bedstemor ikke høre den? Det ville hun gerne. Og der sad så lille Johannes i den store lænestol, der ellers altid kun er forbeholdt vi vokse, mens bedstemor lå på sin sofa med sit uldtæppe over sig ... Hvornår mon der sidst er nogen, der har siddet en mørk regnfuld dag og fortalt eventyr for bedstemor? Det tror jeg ikke, nogen har gjort, siden hun var en meget lille pige. Det plejer at være omvendt. Bedstemor, der fortæller og tager sig af alle os.

Sådan var det ikke den dag. Den dag havde Johannes trukket gardinet med smerter og triste tanker væk fra havedøren, Og lige så underfuldt, som da stenen blev væltet fra graven påskemorgen, og livet sejrede over døden, lige så underfuldt blev mørket fortrængt af lyset - og ensomheden af den kærlighed, der fyldte hele stuen.

”Jesus er opstået," sagde englen til kvinderne, da de kom til den tomme grav. ”Og Han er allerede gået til Galilæa. Der skal I møde Ham". Galilæa var det sted, kvinderne kom fra. Så det var til deres ganske almindelige hverdag, Vorherre nu kom og var hos dem.

Sådan er det også med os. For det er altid i vores liv med hinanden, Vorherre møder os – og i mange forskellige skikkelser. Ganske virkeligt og nært, som en lille forsigtig hånd og ordene: ”Jeg kommer med fred!”

Det er så lidt, der skal til, for at vi kan være lys i hinandens mørke. Og det er livsvigtigt, vi er det.

Publiceret 19 April 2019 10:00