MT Højgaards arbejde er foregået lige ved siden af Vestergade 69 og Hos Anton. Foto: Danni Paulsen

MT Højgaards arbejde er foregået lige ved siden af Vestergade 69 og Hos Anton. Foto: Danni Paulsen

Værtshus lukningstruet efter byggeskandale: "Det er dybt urimeligt"

Ejer af Hos Anton, Sanni Nielsen, kan være tvunget til at dreje nøglen om efter Vestergade 69-fadæsen. Fremtiden er endnu uvis, og barejeren opfordrer kommunen og entreprenøren til at tage ansvar

Af
Danni Paulsen

Det er ikke til at tage fejl af, når man taler med Sanni Nielsen. Hun er tynget af hele forløbet - og ikke mindst uvisheden.

For det er uvisheden der gør, at hun nu må gøre sig alvorlige overvejelser om at lukke sit livsværk, værtshuset Hos Anton.

"Jeg kan måske klare mig i tre-fire måneder endnu, men så begynder det for alvor at knibe," siger Sanni Nielsen.

Nu begynder det at se sort ud. Det er fandme hårdt

Den hyggelige beværtning i Vestergade 69 måtte lukke 30. januar, da ejendommen blev evakueret på grund af nedstyrtningsfare. Bygningen fra 1907 havde slået store revner, efter et stort bygningsarbejde på nabogrunden ved det gamle hovedbibliotek var påbegyndt. Det var angiveligt under et større funderingsarbejde, der til tider foregik under en halv meter fra Vestergade 69, at bygningen slog revner.

Til venstre ses Sanni Nielsen sammen med glade stamkunder. Lokalavisen Aarhus var forbi på reportagetur tilbage i december, og her klagede barejeren over voldsomme gener fra bygningsarbejdet. Foto: Danni Paulsen

Til venstre ses Sanni Nielsen sammen med glade stamkunder. Lokalavisen Aarhus var forbi på reportagetur tilbage i december, og her klagede barejeren over voldsomme gener fra bygningsarbejdet. Foto: Danni Paulsen

Koster 50.000 om måneden

Det er nu snart tre måneder efter evakueringen. Beboerne må stadig ikke være i bygningen, og ansvaret for hele miseren er ikke placeret hos nogen.

Imens sidder Sanni Nielsen og mangler en månedlig omsætning på en kvart million kroner.

"Jeg har fået sat nogen udgifter i bero og skal ikke betale lønninger mere, men jeg har stadig udgifter for i hvert fald 50.000 kroner om måneden. Det kan nok ikke engang gøre det. Hvis det bliver ved sådan, at jeg hverken kan få forsikringspenge, indtægter fra min virksomhed eller understøttelse, så kan jeg ikke blive ved med at betale alle mine udgifter," forklarer barejeren og spår, at hun nærmest skal starte forfra med at opbygge kundegrundlaget, hvis Hos Anton overlever.

Økonomisk kan Sanni Nielsen altså holde næsen oven vande i op til fire måneder, og det er det, der gør, at hun begynder at ane enden på et af byens kendte vandhuller.

Vi følte virkelig, at vi havde sikret os

For sikkert skulle det være, at bygningens fundament skal styrkes, og sådan noget tager tid.

"Ifølge de meldinger og sikringsforslag, vi har fået, tager det tre-fire måneder, hvis vi er heldige," forklarer Sanni Nielsen, der for et års tid siden købte lejligheden, baren befinder sig i, og renoverede den for 600.000 kroner.

"Jeg har aldrig haft en kassekredit eller et banklån. Fra at have været snusfornuftig med 400.000 kroner på kontoen og næsten 200.000 på min egen opsparing, så er jeg altså ved at være lidt presset. Jeg købte lejligheden for min pensionsopsparing, men nu begynder det at se sort ud. Det er fandme hårdt," siger hun.

"Vi har gjort alt, vi kunne"

Sanni Nielsen er ikke i tvivl om, hvor ansvaret skal placeres. Det er hos totalentreprenøren MT Højgaard og kommunen.

Men ifølge hende føles det, som om de prøver at placere det hos ejerforeningen i Vestergade 69.

"Jeg føler bare, at MT Højgaard holder os hen, og nu har kommunen lige sendt os en 'varsling' med et pålæg om, at vi i ejerforeningen skal sikre bygningen. De har åbenbart sammen med MT Højgaard fundet en lille ting og konkluderet, at bygningen ikke var funderet godt nok. Folk har i de 100 år, de har boet der, angiveligt lavet om på nogle vægge, som man jo gør, og derfor mener de åbenbart, at det er vores skyld, at bygningen er revnet. Det er det jo ikke," konkluderer hun.

Ifølge barejeren har hun og de andre lejlighedsejere gjort alt for at sikre sig forud for byggeriet.

"Jeg har forsikringer. En masse forsikringer. Men ikke lige dén, der dækker den slags skade. Den er i øvrigt næsten lige så dyr som hele bygningens værdi. Vi fik undersøgt bygningen helt igennem med ingeniører, landmålere og andre eksperter, inden arbejdet gik i gang, så vi følte virkelig, at vi havde sikret os. Alt blev tjekket igennem for at sikre, at intet kunne gå galt. Men fundamentet kan man jo ikke bare lige få tjekket. Jeg synes, vi har gjort alt, vi kunne - og mere til."

Foto: Øxenholt Foto

Foto: Øxenholt Foto

Udfald vigtigt for aarhusianerne

Det er kommunen, som har godkendt det store byggeri ved det gamle hovedbibliotek, der skal munde ud i et nyt hostel og 85 lejligheder. Forud var en masse protester fra naboerne, og dem burde man ifølge Sanni Nielsen have taget alvorligt.

Med et fingerknips kan det hele bare være forgæves

"Jeg synes, det her er dybt urimeligt. Det er dybt urimeligt, at kommunen ikke tager ansvar for, hvad de siger ja til. Der var så mange høringssvar og advarsler om risiko for bøvl på grund af jordbundsforholdene, og de (kommunen, red.) skulle jo have hørt efter. Der var rigtig mange advarsler, men ingen der lyttede," forklarer den selvstændigt erhvervsdrivende som er klar til at tage kampen op.

"Vores advokat er i dialog med MT Højgaard og de andre bygherrer, men fra nu af og frem er det slut med at være venlig. Nu gider jeg ikke at finde mig i mere. Jeg føler ikke, at de har behandlet nogen af os i ejendommen ordentligt. De skulle aldrig have taget det første spadestik, før de vidste, at vores bygning var sikret," slår hun fast og påpeger, at sagens udfald kan have stor konsekvens for borgerne i Aarhus.

"Hvis de får held med at tørre det af på os, så skal man godt nok til at tænke sig om, hvis man vil købe en ejerlejlighed i Aarhus. Aarhus er jo én stor byggeplads, men med massevis af gamle bygninger som vores. Så skal man pludselig til at lave store risikovurderinger, og der skal tegnes alvorligt dyre forsikringer, hvis man ikke vil stå i samme situation."

Alt kan være forgæves

Det har man også talt om i det aarhusianske barmiljø, hvor flere af Sanni Nielsens kollegaer har samlet ind til en gave til hende.

"Folk har været rigtig søde, men de er også rystede og forargede, for jeg tror, alle tænker, at det her kunne ske for dem."

Håbet for fremtiden er soleklart. Det er, at Hos Anton overlever. Og så forventer hun erstatning fra enten bygherre, totalentreprenør eller kommunen.

"Det burde vi jo allesammen have. Men egentlig er det eneste, jeg gerne vil, at åbne min forretning, så jeg igen kan tjene nogen penge. Det andet er sekundært for mig. Det er dog for sindssygt, hvis de kan slippe afsted med det her."

"Det er vildt, at man kan være så fornuftig i så mange år og tro, at man har styr på det hele, og så kan der komme nogen udefra og rive det hele ud af armene på dig. Jeg har aldrig været arbejdsløs, men har derimod arbejdet 50 timer om ugen. Og med et fingerknips kan det hele bare være forgæves."

Publiceret 17 April 2019 19:42

SENESTE TV