Foto:

Foto: Francois Guillot/Ritzau Scanpix

Aarhusianer befandt sig tæt på Notre Dame-branden:

"Det regnede med gløder"

Bita Tahmasbi Hansen fra Åbyhøj er på ferie i Paris og oplevede derfor Notre Dame-branden helt tæt på

Af
Jonas Wrede Hansen

En helt almindelig ferie til Paris tog mandag aften en noget uventet drejning for 20-årige Bita Tahmasbi Hansen fra Åbyhøj, da hun pludselig stod midt i den franske hovedstads sorg over den voldsomme brand i Notre Dame. Da Lokalavisen Aarhus tirsdag formiddag via en telefonforbindelse kommer i kontakt med den unge aarhusianer, er hun da også fortsat mærket af oplevelsen.

Det var farligt at være i området

"Det var meget surrealistisk, og det er svært at sætte ord på, hvordan det føles. Jeg kunne mærke, at jeg havde det mærkeligt i min krop, da vi så kirken brænde og hvordan det påvirkede pariserne," forklarer Bita Tahmasbi Hansen.

Hun er i Paris sammen med sin søster for at besøge en dansk veninde, der bor i byen. Men selvom de befandt sig i hovedstaden, da branden brød ud, så var det via de sociale medier, at de blev gjort opmærksom på den.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Bita Tahmasbi Hansen skyndte sig sammen med sin søster og danske veninde til en nærliggende park i Paris, hvor de kunne se Notre Dame-kirken i flammer.

Bita Tahmasbi Hansen skyndte sig sammen med sin søster og danske veninde til en nærliggende park i Paris, hvor de kunne se Notre Dame-kirken i flammer. Privatfoto.

"Vi så det på Instagram, hvor flere venner til den veninde, som vi er nede for at besøge, sad ved nogle caféer helt tæt på. De lagde pludselig videoer og billeder op fra branden, og så sagde min veninde: 'Gud, Notre Dame brænder'," fortæller Bita Tahmasbi Hansen, som derefter skyndte sig op til en park i nærheden, hvorfra hun sammen med sin søster og veninden kunne se branden.

"Vi kunne se hele Paris, og vi kunne se røgen og ilden. Flere parisere tog sig til hovedet, og der var også flere, der græd," fortæller hun og fortsætter:

"Man kunne mærke, at det var en national tragedie for franskmændene."

Har været inde i kirken

Det er anden gang, at Bita Tahmasbi Hansen besøger Paris. Hun nåede ikke denne ferie at besøge Notre Dame, men da hun som barn var i den franske hovedstad med sin familie, oplevede hun kirken indefra og føler derfor, den betyder noget for hende.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Flere mennesker havde samlet sig i parken, hvor Bita Tahmasbi Hansen sammen med sin søster og sin veninde kunne se branden. Flere parisere tog sig ifølge den unge aarhusianer til hovedet og græd.

Flere mennesker havde samlet sig i parken, hvor Bita Tahmasbi Hansen sammen med sin søster og sin veninde kunne se branden. Flere parisere tog sig ifølge den unge aarhusianer til hovedet og græd. Privatfoto.

"Kirken var et meget magisk sted for mig, hvor der var højt til loftet og en meget romantisk stemning. Man mindes, at man har gået inde i kirken og kigget igennem de smukke glasmosaik-vinduer. Pludselig er det noget, man skal vinke farvel til. Det er meget mærkeligt," fortæller hun.

Den unge aarhusianer tror også, at især Disneys kendte og populære filmatisering af Victor Hugos roman 'Klokkeren fra Notre Dame' har været stærkt medvirkende til, at kirken betyder noget ekstra for hende og mange andre, der ikke kommer fra Frankrig.

"Derfor bliver man også selv rigtig ked af det," fortæller Bita Tahmasbi Hansen.

Vil forbi for at lægge blomster

Bita Tahmasbi Hansen skulle faktisk have været nede i området omkring Notre Dame-kirken mandag aften sammen med sin søster og sin veninde, men det droppede de hurtigt, da den historiske bygning var omringet af flammer.

"Vi skulle have været dernede samme aften på nogle caféer i området, hvor vi skulle have været til musikquiz. Men det var umuligt, fordi al transport var spærret, og det regnede med gløder. Det var farligt at være i området," fortæller hun.

I stedet forblev de tre danskere i sikker afstand fra branden. I dag, tirsdag, har de dog tænkt sig at tage ned til den delvist nedbrændte kirke.

"Vi tager ned for at sætte nogle blomster senere i dag. Jeg tror man som turist, der står midt i alt det her og står blandt grædende parisere, pludselig føler sig ekstra fremmed. Man kommer ind i deres land, og de står midt i en tragedie, så vi vil gerne udvise en vis form for respekt ved at lægge blomster ved kirken," fortæller Bita Tahmasbi Hansen, der i aften rejser hjem til Danmark.

Publiceret 16 April 2019 11:50