Regina-bygningen på hjørnet af Søndergade (gågaden) og Sønder Allé i Aarhus C.

Regina-bygningen på hjørnet af Søndergade (gågaden) og Sønder Allé i Aarhus C. Foto: Niels Nygaard

Kendt bygning i Aarhus solgt for kæmpe millionbeløb

Industriens Pension har købt den karakteristiske Regina-bygning i Aarhus for et trecifret millionbeløb

Industriens Pension har købt den kendte Regina-bygningen i centrum af Aarhus, der huser butikker, lejligheder og kontorer.

Bygningen med den afrundede facade og kuppel på taget har i de seneste tre år været igennem en omfattende renovering og er netop indstillet til årets Renover-pris.

Regina-bygningen fylder i år 100 og er blevet anvendt til mange ting siden opførelsen i 1919. Den var oprindelig tænkt som et projekt, der skulle puste liv i byen ved at tilbyde aarhusianerne både biograf, hotel, café, restaurant og butikker samlet under ét tag. Den sidste film blev vist i 1980’erne, hvorefter bygningen blev omdannet til kontorer, arkiv og butiksarkade. Butiksarkaden har dog i perioder stået næsten tom, men de seneste år er der for alvor sparket liv i bygningen igen.

Den hidtidige ejer, Capital Investment, der repræsenterer Aberdeen Standard Investments i Danmark, har sammen med Årstiderne Arkitekter foretaget en gennemgribende renovering af bygningen. Blandt andet er kontorlokalerne på bygningens øvre etager blevet omdannet til 38 lejligheder. Samtidig er den førhen ubenyttede baggård blevet omdannet til et opholdsareal med grønne oaser, tagterrasse og legeplads med videre.

”Vi vil gerne være med til sikre, at Regina-bygningen igen kan blive et livligt mødested, der kommer alle byens borgere til gode. Bygningen er i sig selv et stykke bevaringsværdigt kulturhistorie, og den har rigtig mange anvendelsesmuligheder. Samtidig vil ejendommen med den unikke placering i det centrale Aarhus kunne skabe stabile og solide afkast til vores medlemmer,” siger Jan Østergaard fra Industriens Pension, der har købt Regina-bygningen.

Den tidligere ejer, Capital Investment, glæder sig over, at de foretagne ændringer har skabt nyt liv.

”Vi havde en målsætning om, at bygningen igen skulle blive et samlingspunkt i byen. Vi har nu brugt tre år på at gøre bygningen klar til endnu et århundrede og finde de rette lejere. Vi er glade for, at vi har fundet en køber, som også deler vores visioner for bygningen og bylivet i Aarhus,” siger Jesper Damborg, CEO og Partner i Capital Investment.

Købesummen er ikke offentliggjort, men der er tale om et større trecifret millionbeløb.

jr

Publiceret 11 April 2019 12:58

SENESTE TV