Claus Krogh, chefredaktør for Politikens Lokalaviser

Claus Krogh, chefredaktør for Politikens Lokalaviser

Chefredaktørens klumme:

Der er brug for en kvalificeret diskussion om byggeri i Aarhus

"Den Gamle Dame" og guldbygningen peger på, at der er behov for en debat om, hvad vi vil med vores by, skriver Claus Krogh

I Sankt Pauls Gade 5 ligger en smuk, gammel italiensk-inspireret villa på over 100 år - af naboerne døbt "Den Gamle Dame". Den er i øjeblikket omdrejningspunkt for en ganske relevant debat her i byen om, hvordan vi bevarer noget af byens historie - samtidig med, at vi får gjort plads til endnu flere aarhusianere.

Ejeren af "Den Gamle Dame" vil rive bygningen ned og opføre et nyt lejlighedskompleks i fem etager. Der er blevet sendt to forslag ind til kommunen, som begge er blevet afvist.

Rådmand for Teknik og Miljø Bünyamin Simsek (V) har sagt nej til begge forslag, da han ikke vil foreslå byrådet at give dispensation fra kommuneplanen omfattende området, hvor "Den Gamle Dame" ligger.

Et andet sted i Aarhus - nærmere betegnet i Mejlgade 74 - har en ombygning af en gammel ejendom vakt behørig opsigt. Her har entreprenør Claes Remien tilført en gammel bygning et ganske iøjefaldende nybygning i et materiale, der ligner guld. Smukt - synes nogle. Skæmmende - synes andre.

Ombygningen i Mejlgade er godkendt i kommunen - og stadsarkitekten er begejstret og kalder ombygningen for et godt eksempel på nybyggeri med respekt for det gamle.

De to sager peger på en problemstilling, som i disse år er yderst relevant for mange af de byggeprojekter, der foregår inden for Ringgaden. For det er her - inden for Ringgaden - at det historiske Aarhus ligger. Det er her en stor del af Aarhus' historie er. Det er her, vores by er startet og vokset ud fra.

Så hvordan sikrer vi, at der både er plads til, at byen udvikler sig og vokser - det er der behov for - og hvordan bevarer vi vores historie? I sidste ende er det på rådhuset, den beslutning ligger.

Det er her lokalplanerne vedtages, og det er her, at der gives dispensationer. Derfor bør man også tage en kvalificeret diskussion om, hvad vi vil med vores by? Er der en grænse for, hvor meget der må rives ned og erstattes af nyt?

Når der så bygges nyt - hvor meget skal der så tages hensyn til omgivelserne? Hvis man kun behandler enkeltsager, så mister man overblikket og pludselig forsvinder en del af Aarhus´s historie i bestræbelserne på at gøre plads til flere mennesker inden for Ringgaden.

Med venlig hilsen

Claus Krogh

Ansvarshavende Chefredaktør

Publiceret 09 April 2019 19:00