Foto: Google Street View

Manglende håndvask og hygiejne: Bageri får sur smiley og bøde på 10.000 kroner

Problemer med rengøring samt manglende håndvask og vedligeholdelse har ført til en bøde på 10.000 kr. og en sur smiley til Bageriet Løgten

Af
Anders Munk Povlsen

Fødevarestyrelsen var ikke tilfredse med det, de så, da de 12. marts var forbi Bageriet Løgten på Grenåvej i Skødstrup. Besøget endte med en sur smiley til bageriet og en bøde på 10.000 kroner.

Årsagen til reprimanden fra Fødevarestyrelsen var mangelfuld rengøring, for få håndvaske og manglende vedligeholdelse af bageriet. Rengøringen var senest blevet indskærpet ved et kontrolbesøg 9. januar.

”Emhætte over ovne er belagt med sort lag, i loftvinduer/partier findes skimmellignede vækst, på frostrums gulv findes mange rester fra brød, kager, mad (bacon), frostrums loft er belagt med is, kølerums gulv er belagt med sorte plamager fra stikvogne. På råvarelager findes område med skimmellignede vækst under hylder med råvarer,” lyder det blandt andet i kontrolrapporten.

Derudover var der også problemer med kølerummets loft, hvor et islag dryppede vand ned på dej og brød, der ikke var overdækket. Der blev også konstateret, hvad der karakteriseres som bagatelagtige overtrædelser. Det gjaldt blandt andet manglende vedligeholdelse af gulv og vindueskarme. Den sidste anmærkning, bageriet fik, var for ikke at have separate håndvaske til håndvask og rengøring af fødevarer.

”Følgende er konstateret: En medarbejder vaskede hænder i samme vask, hvor der stod en medarbejder og vaskede persille. Der er dermed risiko for persillen bliver kontamineret fx med sæbe,” skriver Fødevarestyrelsen i kontrolrapporten.

Ejer: Vi er selvfølgelig rigtig trætte af det

Den sure smiley ærgrer Jan Pedersen, der ejer Bageriet Løgten.

”Vi er selvfølgelig rigtig trætte af det. Jeg var selv på ferie, da Fødevarestyrelsen kom forbi. Frem til besøget 9. januar i år havde vi haft elitesmiley i mange år,” siger han.

Bageriet er straks gået i gang med at bringe forholdene i orden. Indskærpelsen omkring håndvasken undrer dog Jan Pedersen.

”Kontrollanterne lægger mærke til, at der er nogen, der vasker hænder samme sted, som vi skyller persille under besøget. Det er en stor vask på 60x80 centimeter. Vi har gjort det sådan i 25 år, og vi har aldrig fået at vide før, at det var forkert, men nu har vi selvfølgelig bestilt en ny,” siger Jan Pedersen.

Publiceret 02 April 2019 10:54