Modelfoto: Adobe Stock

Ny teknologi hos AUH er banebrydende i Norden: Kan især hjælpe kræftpatienter

Aarhus Universitetshospital kan nu selv fremstille 3D-printede modeller, som bruges til meget præcise rekonstruktioner af underkæber

Aarhus Universitetshospital i Skejby har taget 3D-teknologien helt ind på hospitalet, når der skal udvikles modeller til kæbeoperationer. I en pressemeddelelse oplyses det nemlig, at stedet som det første hospital i Norden kan fremstille 3D-modellerne direkte på hospitalet, og det åbner op for helt nye muligheder, fortæller overlæge Birgitte Jul Kiil.

"Førhen var det ikke muligt for kræftpatienter at få den meget præcise behandling, fordi det tog for lang tid at få modellerne hjem fra udlandet i forhold til at kunne overholde behandlingstiderne i kræftpakkerne. At modellerne nu kan laves direkte på hospitalet betyder, at patienter med knoglekræft i kæben også kan få glæde af den meget præcise metode til rekonstruktion," fortæller Birgitte Jul Kiil, der er overlæge på Plastik- og Brystkirurgi, i pressemeddelelsen.

(Artiklen fortsættes under billedet)

Overtandlæge Jytte Buhl, diplomingeniør Joakim Lindhardt og overlæge Birgitte Jul Kiil.

Overtandlæge Jytte Buhl, diplomingeniør Joakim Lindhardt og overlæge Birgitte Jul Kiil. Presefoto: Tonny Foghmar

Siden februar har otte patienter ifølge pressemeddelelsen fået rekonstrueret deres underkæbe ved hjælp af 3D-printet hjælpeværktøj, som er fremstillet på hospitalet i et samarbejde mellem afdelingerne Plastik- og Brystkirurgi og Tand-, Mund- og Kæbekirurgi.

Overtandlæge i tand-, mund- og kæbekirurgi Jytte Buhl, der bruger modellerne ved operationer, kan især mærke effekten ved den nye udvikling.

"Det har lettet vores arbejdsgange gevaldigt. Operationstiden bliver kortere, indlæggelsestiden bliver kortere, og vi opnår et mere præcist og korrekt anatomisk resultat," fortæller overlægen i pressemeddelelsen.

Store fremtidsperspektiver

Det er diplomingeniør Joakim Lindhardt, der er ansat til at planlægge og fremstille de tredimensionelle hjælpeværktøjer til operationerne. Udover modeller af underkæben laver han også såkaldte 'save-guides'. Det er modeller, der viser præcis, hvor kirurgerne skal skære, fremgår det af pressemeddelelsen:

"Det er klart, at jo bedre det nye stykke knogle passer ind, jo bedre bliver resultatet. 3D-printet hjælpeværktøj sikrer en meget præcis udskæring, som giver optimal heling af den nye kæbe," fortæller Joakim Lindhardt i pressemeddelelsen.

Han kan fremstille modellerne på én dag, hvor det før tog cirka syv til ti dage at få hjem fra en ekstern leverandør. Derudover er det også markant billigere at lave modellerne selv.

"Indtil videre bliver modellerne kun brugt til rekonstruktion af underkæben, men på sigt kan man udvide det til andre operationer også. Det er meget spændende. Jeg har slet ikke lyst til at tage hjem fra arbejde i øjeblikket," fortsætter Joakim Lindhardt i pressemeddelelsen.

jwh

Publiceret 25 March 2019 20:40

SENESTE TV