Præsteklumme:

DropInDåb

Af
Lise Barnkob

sognepræst i Viby

Præsteklumme I dette forår er et nyt tilbud nået frem til borgerne i Aarhus Stift. For på tre forskellige datoer er det nu muligt at dukke op i en kirke uden forudgående tilmelding – blot med medbragt gyldig billedlegitimation – og lade sig døbe – efter en samtale med en præst, hvor dåbshandlingen er blevet snakket igennem. Og gå hjem igen som døbt og medlem af folkekirken kort tid efter – medbringende en dåbsattest, et tillykke og en bibel eller salmebog som gave.

Første gang var i februar i Skt. Johannes Kirke på Trøjborg, næste gang er allerede i den kommende uge, fredag 29. marts mellem klokken 16 og 19 i Fredenskirken på Rosenvangs Allé 51 i Viby – og foreløbigt sidste gang bliver på Samsø i Tranebjerg Kirke 6. april.

DropInDåb. Måske et lidt mærkeligt navn. Det lyder så tilfældigt, henkastet, som om ideen om at blive døbt pludselig er dukket op. Men erfaringerne fra København, hvor de har haft DropInDåb i flere år er, at alle fremmødte havde tænkt sig grundigt om.

Måske manglede anledningen. Måske manglede pengene til en fest. Måske har det bare været svært at tage sig sammen som voksen – selvom man selvfølgelig altid kan kontakte præsten i den lokale sognekirke og blive døbt. Også på en helt almindelig hverdag. For at blive døbt under søndagens højmesse er i hvert fald for underligt, når man er voksen – som at stå til skue med en beslutning som man selv føler er meget privat.

For det kan være svært at begrunde valget om dåb. Det er jo gået udmærket uden hidtil. Men ritualets ord spænder en større himmel op over vore liv. Vi bliver velsignet og korstegnet og knyttet sammen med den Gud, som kun er kærlighed. Og som valgte at slå følge med os gennem sin søn. Vi får at vide, at vi er Guds børn. At vi ikke kun er os selv. Men altid elskede. Og altid en del af et større fællesskab, som bærer med i vore liv. Ikke bare nu, ikke blot for i dag, men altid.

Så nok er tilbuddet om DropInDåb en mulighed, som vi kan gribe i øjeblikket. Men i relationen til Gud dropper vi ikke bare ind og ud – som i så mange andre fællesskaber. Her bliver vi aldrig droppet. Guds kærlighed er for evigt. Han glemmer eller svigter os aldrig nogensinde.

Så tillykke med din dåb. Du er altid Guds barn.

Publiceret 23 March 2019 06:00

SENESTE TV