Arkivfoto: Jonas Wrede Hansen

Rådmand vil sætte Brabrand Boligforening under skærpet tilsyn

Ifølge rådmanden har Brabrand Boligforening i strid med reglerne påbegyndt et renoveringsprojekt af en boligblok i Toveshøj. Nu vil rådmanden sætte boligforeningens byggesager under skærpet tilsyn, fremgår det af en pressemeddelelse

Bünyamin Simsek, rådmand for Teknik og Miljø i Aarhus Kommune, vil sætte Brabrand Boligforening under skærpet tilsyn, efter boligforeningen tilsyneladende har overtrådt reglerne. Det oplyser kommunen i en pressemeddelelse.

En boligforening skal have grønt lys fra Aarhus Kommune, før den kan gå i gang med store renoveringer af støttede boliger. De regler har Brabrand Boligforening imidlertid forbrudt sig imod ved at gå i gang med renoveringen af en boligblok i Toveshøj uden, at byrådet har haft mulighed for at drøfte, om den 108 millioner kroner dyre istandsættelse er en bedre løsning end for eksempel anlæg af nye boliger, som vil koste cirka det samme.

Normalt godkender kommunen økonomien, inden bygherrer skriver kontrakt med håndværkerne og køber materialer. Men i den konkrete sag har Brabrand Boligforening sat håndværkerne i arbejde uden at have de nødvendige tilladelser på plads, fremgår det af pressemeddelelsen.

Det til trods for, at budgettet for istandsættelsen var steget fra 88 millioner kroner i planlægningen til 108 millioner, da de konkrete priser var hentet hjem.

Således har Brabrand Boligforening allerede udført arbejde for 37 millioner kroner alene i håndværkerlønninger og 60 procent af arbejdet i boligblok nummer A17 i Toveshøj uden at få lov til at gå i gang.

Sagen behandles på mandag

”Det er kritisabelt, at Brabrand Boligforening har set stort på reglerne og frataget Aarhus Byråd muligheden for at drøfte, hvordan pengene bedst bliver brugt i Gellerup og Toveshøj. Byrådet er meget opsat på at præge udviklingen i en positiv retning, men det kan vi ikke, hvis vi ikke er med til at bestemme, om vi sætter gamle boliger i stand, eller i stedet bygger nye boliger,” siger rådmand for Teknik og Miljø, Bünyamin Simsek (V), i pressemeddelelsen.

Han indstiller nu til Magistraten, at Aarhus Kommune skal sætte Brabrand Boligforenings byggesager under skærpet tilsyn sådan, at der ikke opstår nye situationer, hvor store byggeprojekter bliver sat i gang uden de nødvendige tilladelser. Samtidig indstiller han, at renoveringen af blok A17 kan gøres færdig.

”Set fra et samfundsperspektiv, er det simpelthen for dyrt at annullere renoveringsarbejdet, når man allerede er mere end halvvejs færdig med opgaven. Brabrand Boligforenings byggesager kommer nu under et skærpet tilsyn, så vi sikrer os, at der er styr på tingene fremover,” siger Bünyamin Simsek i pressemeddelelsen.

Magistraten skal behandle sagen på dens møde på mandag.

jwh

Publiceret 22 March 2019 10:16

SENESTE TV