Den danske astronaut, Andreas Mogensen, holdt fredag foredrag for flere hundrede gymnasieelever på Aarhus Statsgymnasium.

Den danske astronaut, Andreas Mogensen, holdt fredag foredrag for flere hundrede gymnasieelever på Aarhus Statsgymnasium. Foto: Anders Munk Povlsen

Astronaut landede hos 300 gymnasieelever

Danmarks eneste astronaut, Andreas Mogensen, lagde fredag vejen forbi Aarhus Statsgymnasium

Af
Anders Munk Povlsen

Fredag formiddag på Aarhus Statsgymnasium var der så roligt, som det er muligt, når man samler flere hundrede gymnasieelever.

Årsagen var, at Danmarks første og hidtil eneste astronaut, Andreas Mogensen, var på besøg og holdt oplæg om sit arbejde og sin tur ud i rummet til den Internationale Rumstation.

Andreas Mogensen fortalte under foredraget, at hans interesse for naturvidenskaben og rummet var startet som helt ung. Interessen havde dog for alvor havde taget fart i hans egen gymnasietid. Netop det at inspirere de unge var motivationen for besøget på gymnasiet.

Andreas Mogensen besøgte efter sit foredrag flere klasser fysikundervisning.

Andreas Mogensen besøgte efter sit foredrag flere klasser fysikundervisning. Foto: Anders Munk Povlsen

”Jeg er selv som barn blevet inspireret af at høre andre fortælle om deres oplevelser. Jeg prøver at vise dem, hvor spændende og interessant de naturvidenskabelige fag er, ved hjælp af rumfart. Så forhåbentligt bliver de så inspirerede, at de selv vælger en karriere inden for de tekniske- og naturvidenskabeligefag,” siger Andreas Mogensen.

Fascinationen virkede i hvert fald stor under oplægget. Stemningen vekslede mellem latter og alvor, når Andreas Mogensen blandt andet fortalte om, hvor fedt det er at være vægtløs, og hvordan viden, der er opstået i rummet, kan bruges på jorden.

”Det var super spændende at høre om noget, der er så uhåndgribeligt. Der er så meget, vi ikke forstår i verden. Det, synes jeg, var meget spændende at høre, hvordan man undersøger," siger Nikolaj Egelund, der går i 2.g.

Star struck

Efter foredraget fik gymnasieeleverne mulighed for at komme helt tæt på Andreas Mogensen. Han turnerede nemlig rundt i adskillige klassers fysikundervisning og overværede eleverne udføre forsøg.

”Man bliver lidt star struck, når han står og ser, hvad man laver. Man skal jo helst sige det rigtige, når han er den eneste dansker, der har været ude i rummet,” siger 3.g’er Malte Skyberg, der har matematik og fysik på højniveau, og fortsætter:

”Astronaut, det er jo det højeste. Det er fascinerende på højeste niveau. Det er fedt, nu hvor vi har matematik og fysik, så har vi en grundviden for det oplæg, som han lavede. Så kan vi se hvor svært og besværligt, det er at komme ud i rummet.”

Flere af eleverne ville have taget billeder med den danske astronaut.

Flere af eleverne ville have taget billeder med den danske astronaut. Foto: Anders Munk Povlsen

Rundt i klasserne blev det også til samtaler om alt, fra hvordan man bliver astronaut, til hvordan man går i bad i rummet. Andreas Mogensen måtte også have pennen frem for at skrive autografer og stille op til billeder.

”Jeg kunne tilbringe hele dagen her. Folk har jo bare så mange spørgsmål, når det kommer til rumfart og rummet,” siger Andreas Mogensen.

Publiceret 22 March 2019 14:48

SENESTE TV