Michael Kaufmann Petersen er centerformand og står i tøjbutikken Victor.

Michael Kaufmann Petersen er centerformand og står i tøjbutikken Victor. Foto: Camilla Kjærgaard Olesen

Veri Center fejrer guldbryllup

Der er sket en del på de 50 år, Veri Center har ligget i Risskov

Af
Camilla Kjærgaard Olesen

jubilæum Det er efterhånden en stor bedrift, hvis man er gift i 50 år, og det samme gør sig gældende, hvis en butik eller et center har ligget det samme sted i 50 år, men ikke desto mindre er det tilfældet med Veri Center. Det er nemlig intet mindre end 50 år siden, centeret i nordbyen åbnede for første gang.

Dermed er det Jyllands ældste center, der kan fejre fødselsdag.

"Det er jo et meget lokalt center, og man kommer her, fordi man har et behov, der skal dækkes. Hos os møder man ejeren bag butikken, og samtidig er det et hyggeligt center, hvor der også er plads til, at børnene kan hygge sig på legepladsen," siger Michael Kaufmann Petersen, centerformand i Veri Center, og som selv står bag disken i herretøjsbutikken Victor.

Ingen overdækning

Da Veri Center slog dørene op 20. marts 1969, var der endnu ikke overdækket på stedet. Den gang var det bygget op af gader, men med tiden er der både blevet renoveret og lagt tag på. Michael Kaufmann Petersen har selv oplevet en stor del af centerets forandring gennem årene, da han har været med i knap 30 år.

Efter 50 år ligger Veri Center stadig i Risskov, og det er dermed Jyllands ældste center.

Efter 50 år ligger Veri Center stadig i Risskov, og det er dermed Jyllands ældste center. Foto: Camilla Kjærgaard Olesen

"Da jeg kom til, var der blandt andet en lædervarebutik, en malerbutik og radio/tv. De klassiske butikker fra den gang findes ikke længere i dag, men der er dog butikker, der har ligget her i alle 50 år," siger han.

I dag er der fire supermarkeder og cirka 20 specialbutikker i centeret.

"Der er kommet flere butikker til gennem årene - blandt andet har Fakta og Rema åbnet i nyere tid, og så er der jo også kommet et fitness-center ovenpå centeret. Det er da umiddelbart meget at have fire supermarkeder, men på den anden side, så rammer de fire alle folk, og man kan gøre alle sine indkøb og finde gode tilbud, hvis man benytter sig af dem - jeg ser det som en styrke i centeret," siger Michael Kaufmann Petersen og fortsætter:

"Vi ser ikke os selv som konkurrenter til for eksempel Storcenter Nord - vi er jo ikke et kæmpe center med ligeså mange butikker som andre steder, men man får dækket alle sine behov hos os, dog har vi ikke nogen børnetøjsbutik, men supermarkederne har selvfølgelig noget."

Stor fest

    Hele centerets guldbryllup bliver fejret lørdag 16. marts, hvor der blandt andet vil være jubilæumskage, jazz, champagne, kaffe og te. Derudover er der blevet lavet bolsjer, muleposer og balloner for at fejre den særlige dag. Borgmester Jacob Bundsgaard (S) kommer også til arrangementet.

    Som noget særligt har Veri Center fået produceret en jubilæumsvin, som kan købes i Kvickly, men man kan også få den gratis, hvis man tager et billede af reklamen for centeret, der er på nogle af byens busser. Derudover vil der være underholdning for børnene, og de tre efterfølgende lørdage er der blandt andet skattejagt med præmier.

Publiceret 15 March 2019 06:00

SENESTE TV