Inga Nielsen kan fejre 30 års jubilæum for støtteforeningen 'Caritas Venner' i Skejby.

Inga Nielsen kan fejre 30 års jubilæum for støtteforeningen 'Caritas Venner' i Skejby.

30-års jubilæum: 91-årige Inga har været formand i alle årene

Inga Nielsen er formand for 'Caritas Venner', der kan fejre 30 års jubilæum som støtteforening for DemensCentrum Aarhus

Af
Kim Skovrup Andersen

Det er noget af et livstykke, som har stået i spidsen for 'Caritas Venner', der nu kan fejre 30 års jubilæum.

91-årige Inga Nielsen er formand for støtteforeningen og har været det alle 30 år, den har eksisteret.

'Caritas Venner' er en forening, som skaber aktiviteter som banko og udflugter for mennesker med demens på DemensCentrum Aarhus på Graham Bells Vej 2 i Skejby, hvor der er 74 specialboliger hovedsageligt til demente borgere.

"Selv om jeg er en gammel kone, kan jeg godt lide at være med og kan stadig komme rundt i min bil," forklarer Inga Nielsen, der var med til at grundlægge støtteforeningen, da hendes forældre fik en ældrebolig i området, der dengang gik under navnet Caritas.

I dag er navnet DemensCentrum Aarhus, og formanden for Pårørenderådet, Søren Seeberg Sørensen, hylder det arbejde, der bliver gjort:

"Jeg vil godt rose Inga. Hun er et fantastisk eksempel på en god frivillig. Hun er meget aktiv. Ikke kun her, men også på andre lokalcentre, hvor hun har stået i café som frivillig i 27 år. Og hun er stadig bankoopråber," siger han.

Genkendelsens glæde

Inga Nielsen har en fortid som bestyrer af en blomsterforretning i 42 år i Tordenskjoldsgade 4 på Trøjborg og begyndte for alvor med sit frivillige arbejde i en café på et ældrecenter. Her blev det til 27 år for kvinden, der i dag bor i Egå.

Maria Thiim Christensen er hverdagslivsmedarbejder og kontaktperson for DemensCentrum Aarhus' mange frivillige:

"Kernen i det, Inga og bestyrelsen laver hos 'Caritas Venner', skaber også et unikt fællesskab blandt de pårørende. Det har så stor værdi, at det næsten ikke kan beskrives. Der skabes et forum, hvor pårørende mødes på tværs af vores afdelinger. De mødes og ser hinanden også efter, de har mistet deres kære, og det synes jeg er meget vigtigt," understreger hun og fortsætter henvendt til Inga Nielsen:

"Vi på DemensCentrum er så dybt taknemmelige, at I skabt det fællesskab gennem snart 30 år. Det er en stor indsats, I gør og er af stor betydning. I er gode til at holde fast i traditionerne og genkendeligheden, og det er ret vigtigt med genkendelsens glæde."

Jubilæet er blevet markeret torsdag eftermiddag med en reception i DemensCentrum Aarhus' café.

Publiceret 14 March 2019 06:00

SENESTE TV